Varpelev kirke logo

Myrdet med et Gevæhrskud

Sten Krarup, lærer i slægtsforskning, har venligst stillet denne beretning til rådighed for Varpelevs hjemmeside.

Husmand Mads Hansen blev begravet på Varpelev kirkegård den 11. oktober 1846, 44 år gammel. I kirkebogen står der i vedtegningsrubrikken: ”Myrdet med et Gevæhrskud”. Først ved at se Varpelev kirkebog ca. 150 år senere gik det op for Mads Hansens efterkommere, at deres forfader i den lille landsby på Stevns den sidste aften i september 1846 havde fået et dramatisk endeligt efter at have været involveret i et så alvorligt opgør med sin genbo, at denne skød ham.

Præstens konklusion: ’Myrdet’ skulle senere vise sig ikke at svare ganske til rettens vurdering af sagen.

Husmændene Mads Hansen og Peder Larsen boede begge i Varpelev - lige over for hinanden; Mads på landsbygadens østre side og Peder på den vestre side. De var tilsyneladende hidtil kommet godt ud af det med hinanden, ja, Peder Larsen var sågar fadder til Mads Hansens søn, Niels, på 3 år.

Begge boede i et gadehus på en udflyttergårds ’gårdsplads’, sådan benævnes stamparcellen i den første oversigt over 1844-matriklen. Mads Hansens far, der var arvefæster på gård nr. 23, øst for bygaden, havde solgt gården i 1808. Den var åbenbart blevet flyttet ud på marken – udskiftningen i Varpelev var nemlig foregået i 1799 – for faderen var blevet boende til leje i det gamle stuehus på gårdspladsen til sin død i 1830. Da havde Mads Hansen overtaget gadehuset på matr.nr. 23 b. Der var have ved huset, men ellers hørte der ikke jord til.

På gårdspladsen overfor (matr.nr. 18) havde den sidste ejer af gård nr. 18 inde i byen overdraget jorden til en stedsøn i 1822. Også denne var flyttet ud på marken, og stedfaderen havde beholdt det gamle stuehus, hvortil der hørte en lille jordlod. Hans kone var imidlertid død i 1821 og en steddatter, der hed Ane Pedersdatter, førte derefter hus for ham.

 

Uddrag af matrikelkort, tegnet efter udskiftning-
kort fra ca. 1810 i Kort- og Matrikelstyrelsen

 

Da stedfaderen døde i 1836, 75 år gammel, arvede Ane Pedersdatter – nu 40 år gammel – huset, jordlodden og ca. 1000 rigsdaler. Det var en ganske anseelig arv. En arbejdsmand tjente ca. 32 skilling pr. dag  =  1/3 rigsdaler. Det gav arbejdsmanden en årsløn på ca.100 rigsdaler. Til sammenligning kan det anføres, at 1 pund rugbrød kostede 2 – 4 skilling og en gris mellem 10 og 25 rigsdaler.

Selv om Ane var en gammel pige, var hun altså et ganske godt parti. Hun blev da også hurtigt gift med den 15 år yngre Peder Larsen, der tjente på en gård i sit fødesogn Karise. Peder Larsen levede derefter af sin jordlod og konens arv, som var grundlag for lidt småhandel med grise, høns og kreaturer. Forholdet mellem Peder Larsen og Ane var tilsyneladende ikke altid lige harmonisk og hun var efterhånden ganske forfalden til druk. Ægteskabet endte da også med skilsmisse i 1850’erne.

Der hørte som nævnt ikke jord til Mads Hansens hus på den anden side af bygaden. Mads måtte derfor leve af dagleje og var således hjemmefra fra morgen til aften, undtagen når hans arbejdsplads ikke var længere væk, end at han kunne komme hjem midt på dagen og få den varme middagsmad hjemme. I 1846 var han som nævnt 44 år, hans kone, Margrethe Jensdatter, var 40. Sammen havde de foruden den 3-årige Niels to store børn, Karen på 17 og Hans på 14. Begge var i 1846 kommet ud at tjene og var altså flyttet hjemmefra. Margrethe var i øvrigt gravid i 7. måned, og i november nedkom hun med en datter, der fik navnet Dorthe Marie.

Margrethe hjalp lidt til hos genboen, hvor den fordrukne kone nok kunne have brug for hjælp af og til, og hvor de havde råd til det – og som sagt så levede de to familier tilsyneladende i fordragelighed. Men opgøret denne sidste aften i september 1846 endte med, at Mads Hansen blev skudt. Peder Larsen havde på en bytur indkøbt nogle ting for genboens Margrethe, som mente, at indkøbene var at regne for dækning af den hjælp, hun havde ydet på den anden side af gaden. Han opsøgte hende om formiddagen og tog uden aftale de indkøbte ting tilbage. Da Mads kom hjem bad Margrethe ham om at rede trådene ud, og det endte med, at Peder Larsen skød ham med sit gevær - ladet med hagl – hvorefter Mads 8 dage senere døde af blodforgiftning. Margrethe tilkaldte omgående hjælp. Sognefogeden tilkaldte distriktslægen og herredsfogeden, den tids politimester, efter omgående at have anholdt Peder Larsen og ført ham til arresten i St. Heddinge.

Fra Stevns og Fakse herreders politiprotokol ved vi, at der blev afholdt 8 retsmøder om sagen, hvoraf det første fandt sted allerede den 1. okt. kl. 3 morgen i Mads Hansens hus. Den sårede Mads blev således selv afhørt og to dage senere – om eftermiddagen kl. 15 – var der igen retsmøde dér.

Mads Hansen døde den 8. oktober og blev som nævnt begravet på Varpelev kirkegård den 11. okt. Skuddet havde ramt ham bagpå det ene lår og såret var ikke i sig selv dødeligt. Det mente hverken den tilkaldte distriktslæge, obducenterne eller ’Det kongelige Sundhedskollegium’, som blev afæsket en udtalelse. Det svarede: ”At det må tiltræde den af obducenterne afgivne erklæring, at skudsåret, uagtet meget betydeligt, ikke i og for sig kan antages for dødeligt, men er blevet det ved tilfældige, af gerningen uafhængige, men i akterne ikke oplyste omstændigheder”.

Enhver med kendskab til sårballistik (læren om skudsår) og til forgiftningsårsager kan nu til dags sige sig selv, at Mads Hansen i forbindelse med et stort  blodtab døde af de infektioner, der var en konsekvens af såret og manglende sårbehandling. Populært sagt, døde han af blodtab og blodforgiftning som følge af skudsåret.

I vore dage tales der mand og mand imellem om blødsødenhed i rettens be-dømmelse af kriminalsagerne – at retten mere er på forbrydernes side end på ofrenes. I denne gamle sag må man nok sige, at al tvivl er kommet anklagede til gode. Det synes meget forståeligt, at anklageren har ønsket sagen forfulgt helt til højesteret.

Ved Fakse-Stevns Herredsret blev Peder Larsen den 25. februar 1847 idømt 6 års fæstningsarbejde. Anklageren havde krævet dødsstraf.

Ved næste instans, ’Landsover- samt Hof- og Stadsretten’ (landsretten) blev straffen den 18. maj 1847 nedsat til hensættelse i 1 år som forbedringshusfange i Møens Tugt- og Forbedringshus.

Højesteret stadfæstede den 28. juli 1847 denne dom, dog forøgedes straffen til 2 år og der ikendtes Mads Hansens enke erstatning.

Det springende punkt i alle tre retsinstansers bedømmelse af sagen var spørgsmålet om, hvorvidt skuddet var afgivet med det forsæt at dræbe eller skade Mads Hansen. Altså et spørgsmål om forsæt eller uagtsomhed.

 

Hvordan hændelsesforløbet blev beskrevet

Let omskrevet skildres det her, hvordan underretten opfattede begivenhederne.

”Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at tiltalte Peder Larsen i løbet af den 30. sept. havde været flere gange i Mads Hansens hus og krævet, at hans kone, Margrethe Jensdatter, leverede de penge tilbage, som Peder Larsen havde lagt ud, eller i modsat fald havde forlangt at få nogle af de varer tilbage, som han havde købt for hende. Nogle af varerne blev faktisk udleveret, og i forbindelse hermed har Margrethe Jensdatter bevidnet under éd, at hun i forbindelse med Peder Larsens krav var blevet truet og voldsomt behandlet. Det har han hele tiden nægtet. Samme dags aften ved 8-tiden kom Mads Hansen ind hos Peder Larsen for at ’tale ham til rette’ på grund af hans opførsel mod Margrethe. Men der var fremmede hos Peder Larsen og han afstod da fra sit forehavende, men gik bort efter at have fået en snaps. Da han var gået sagde Peder Larsen til de andre, at Mads så vred ud – hvad de var enige i – og at der havde ’passeret en batalje’ mellem ham og Mads, hvis ikke de havde været der. Kort efter forlod gæsterne Peder Larsens hus, og denne påstod, at han derefter var gået i seng, men af frygt for at Mads Hansen skulle gøre ham fortræd - og især fordi hunden ’gav et glam’ - stod han op og tog sit gevær, fordi han mente, at når Mads Hansen så det, ville han ikke fare på ham. Da han havde undersøgt sin svinesti og stakkene udenfor uden at finde noget mistænkeligt, gik han hen til sin låge. Han opdagede, at var lys i Mads Hansens hus og bestemte sig for at gå gennem dennes låge. Han påstår da, at han ved at gå tæt forbi Mads Hansens vindue hørte denne sige, at hvis der ikke havde været fremmede hos Peder Larsen, ’skulle han have taget Peder og slået ham, så længe der overhovedet var liv i ham’. At denne udtalelse overhovedet er brugt har Mads Hansen og hans kone benægtet under éd.

Peder Larsen gik derefter hen på en mark i nærheden, hvor han ladede sit gevær i den hensigt at skyde brokfugle. Han forlod dog marken straks efter og gik uden om en tilstødende have atter ud på Varpelev gade for at komme hjem. Da han kom til laden på sit hus, talte Mads Hansen til ham og bebrejdede ham hans opførsel mod Mads’ kone. Mads stod på det tidspunkt udenfor sit havehegn og Peder Larsen udenfor på gaden. Da imidlertid Mads Hansen efter tiltalte, Peder Larsens opfattelse, gjorde mine til at ville springe over hegnet, så snuppede Peder Larsen sit gevær fra skulderen og stødte til Mads Hansen, som især blev ramt på skulderen. Mads Hansen greb derpå en klump jord og kastede efter Peder Larsen, men da han så, at Peder Larsen lagde an, flygtede Mads Hansen. Da Peder Larsen blev truffet af jordklumpen, blev han ’betaget af angst’ og greb atter til bøssen, angiveligt for at kyse Mads Hansen, men bøssen gik uforvarende af, og skuddet som bestod af hagl traf dernæst Mads Hansen bagfra på venstre side af højre lår, og uagtet der blev tilkaldt hurtig lægehjælp, døde Mads Hansen den 8. oktober”.

Retten konstaterede dernæst,  at flere forhold talte imod Peder Larsens forklaring om, at geværet gik af mod hans vilje, bl.a.

Men alligevel anerkendte retten, at den ikke kunne afvise, at det ikke var Peder Larsens hensigt at dræbe eller skade Mads Hansen, men måtte godtage hans forklaring om, at skuddet var blevet affyret utilsigtet.

I landsrettens dom udtales det direkte, at han havde gjort sig skyldig i høj grad af uagtsomhed ved at betjene sig af det ladte og spændte gevær på den måde han har vedgået, men at der altså ikke var tale om forsæt.

På den baggrund er det interessant at se, hvad andre end den anklagede forklarede. Vi vil kaste et kort blik på det de tre første retsmøder. Første og tredje blev holdt i Mads Hansens hus. Det første kl. 3 om natten efter hændelsen.

 

Første retsmøde den 1 oktober kl. 3 morgen

”Mads Hansen blev antruffet henliggende i Sengen og strax undersøgt af Lægen, der fandt et stort Saar paa den øverste og indre Side af højre Laar og ca. 4 Tommers Størrelse, detosteret og hvoraf var flydt en stor Mængde Blod, flere Hagl kunde bemærkes under Huden på den indvendige Side af samme Laar. Patienten var bleg, som vidner om, at han har tabt en stor Deel Blod, hvilket også kan ses af Sengeklæderne, hvorpå han ligger. Er i øvrigt i Besiddelse af fulde Sansers Brug, dog bemærkes, at han er noget tunghørig, som han stedse har været”.

”Mads Hansen forklarede, at han tillige med sin Hustru omtrentlig Kl. 10 gik uden for Huset og stod da i Haugen, da de saa Peder Larsen komme op af Gaden med et Gevæhr paa Skulderen. Han kaldte derpaa paa ham, og idet denne blev ude paa Gaden og han i Haugen, traadte Peder Larsen han til Hegnet. Mads Hansen spurgte, hvad den Handel han havde lavet med hans Hustru skulde betyde. Han gjensvarede, at de skyldte ham Penge for noget Tøj han havde kjøbt – over 20 Rd. Men Mads Hansen benægtede, at de skyldte ham noget. Havde de ikke betalt med Penge, saa havde de betalt med Arbejde. – Peder Larsen havde faaet Brændevin, men han kunde retirere sig. – Han, Peder Larsen, stødte fast med Gevæhret paa Mads Hansens venstre Bryst, men uden at gjøre Skade. Derpaa traadte Peder Larsen tilbage og lavede sig til at skyde, hvorpaa Mads Hansen rendte sin Vej, men hørte derpaa Skuddet falde og han styrtede om. Hans Hustru opholdt sig da henne ved Forgangen af deres Huus og stod saaledes, at hun ikke kunde rammes af Skuddet. Han antager, at han har været 9 a 10 Alen borte fra Peder Larsen, da Skuddet faldt”.

 

Andet retsmøde, den 1. okt. kl. 1 eftermiddag

Retsmødet var en afhøring af Peder Larsen i retten i St. Heddinge – en slags grundlovsforhør.
Efter en lang forklaring om gårdagens begivenheder ender referatet fra retsmødet således: ”Foreholdt Mads Hansens Forklaring benægter han samme for urigtig og paastaaer, at han hverken har hørt eller set ham, siden han var inde i hans Stue, som forklaret”.

 

Tredje retsmøde, den 3 okt. kl. 5 eftermiddag på Mads Hansens bopæl i Varpelev.

”Doctor Neve var til stede og erklærede på politimesterens opfordring, at Mads Hansens tilstand tillod afhøring. Han laa i sengen og var ved sine sansers fulde brug. Efter at Mads Hansens første forklaring var blevet oplæst og efter at han havde erklæret, at den indeholdt den fulde sandhed, hvad han var villig til at bekræfte under ed, blev Peder Larsen afhørt”.

Han forklarede i alt væsentlig det, som er fremgået af domspræmisserne, bl.a. en forklaring om, at han ”idet han passerede forbi M. Hansens Vinduer hørte han denne sige til sin Hustru, at hvis der ikke havde været Fremmede hos P. Larsen, saa skulde han have taget ham som han sad ved Bordenden og slaaet ham saa længe som der var Liv i ham. Hertil gjensvarede M. Hansens Hustru, at det vilde ikke gaa an og ville han blive ulykkelig ved at slaa ham i sit eget Huus, hvortil Mads Hansen gjensvarede, det hjælper ikke om det ogsaa er i hans eget Huus, hvor jeg træffer ham skal han have det”.

”Denne P. Larsens Forklaring blev dernæst oplæst for M. Hansen og denne blev lagt paa Sinde alvorligt af Dommeren at vedgaa Sandheden saaledes, som han kunde forsvare det om han mueligen snart skulle fremstaa for Guds Domstol. M. Hansen erklærede derpaa høitideligen, at han ikke har brugt den angiven Udtalelse til hans Hustru, det er saaledes en aabenbar Usandhed, at P. Larsen har anført, og har han hidindtil levet i bedste Forstaaelse med P. Larsen. Han har heller ikke gjort Mine til at springe over Hegnet, men først efter at P. Larsen havde stødt ham, som tidligere forklaret, med Geværet, greb han efter en Klump Jord for at kyse ham tilbage og stred den efter ham, men han har ikke brugt den Udtalelse, at han skulde tage en Steen og flække hans Hoved med. Da Jorden var stredet efter P. Larsen lagde denne an med sin Bøsse og vendte Comp. sig om for at rende fra ham og fik Skuddet bag fra, som endnu viser sig paa hans Legeme. Han maa deraf slutte, at Skuddet er sket med fuld Forsæt og Vilie fra P. Larsens Side, og ikke af en Hændelse eller ufrivilligt, thi der var ingen Grund for P. Larsen at skyde ham, da han allerede var vendt om for gaa sin Vej”.

Mads Hansen udtrykte altså klart, hvad han mente om Peder Larsens hensigt, men alle tre instanser behandlede alligevel sagen som en tilståelsessag og godkendte Peder Larsen forklaringer.

Han slap altså med 2 år, og var allerede hjemme i Varpelev ved folketællingen i 1850.

Hvordan kan det være, at Mads Hansens efterkommere ikke har hørt om denne dramatiske sag i de sidste snart 100 år? Var det fordi den med hensyn til dramatik blev overgået af et jalousimord i samme landsby 2 år senere? En gårdmandssøn fra byen kvalte da sin kæreste, blev dødsdømt og i sommeren 1849 henrettet på en høj ved navn Lammehøj lige uden for Varpelev. Det er meget sandsynligt. En anden grund kan være, at efterkommerne flyttede fra byen.

Margrethe Jensdatter blev boende i huset med sine to mindste børn, Niels og den lille Dorthe Marie - født efter faderens død - men i 1851 blev Karen, den ældste, gift og flyttede med sin mand ind hos moderen. De fik to sønner og overtog huset ved moderens død - allerede i 1857.

Den næstældste, Hans Madsen, blev gift med en pige fra Strøby. De boede i 1860 i Varpelev med en søn.

Niels, der var 12 år, da moderen døde, giftede sig i Tåstrup, hvor han blev murer og stamfar til mange nulevende oldebørn m.fl.

Som et kuriosum skal det til sidst nævnes, at Peder Larsens forsvarer i højesteret hed Orla Lehmann. Han der mindre end to år senere sammen med D.G. Monrad regnes for hovedforfatter til junigrundloven af 1849.

Niels Madsen, der lige var blevet 3 år, da hans far blev skudt og døde. Niels Madsen døde under 1. verdenskrig og billedet er nok taget først i 1900-tallet.

©Sten Krarup

Dette er et meget flot eksempel på, hvordan man kan underbygge en historie ved hjælp af kirkebøger, folketællinger og retsudskrifter mv.