Kirkebogens Skygger
Af Martin A. Hansen, i Tanker i en Skorsten, Gyldendal 1970.
Øernes Landsarkiv, som ligger ved Jagtvej bag et Brystværn af mørke Træer, det mest stille Sted paa Nørrebro, er en Bygning i romantisk Stil med et borgagtigt Trappetaarn, til Værn mod Brandfare. Vel oppe ad den skumle Vindeltrappe møder man ikke harniskklædte Kæmper, men Humanismens stilfærdige Engle, alvidende og elskværdige Arkivarer. Uden for Vinduerne sidder der Spurve og tjipper lange Lyddraaber af sig, i Træernes Løvmasser, som gør Læsesalen dunkel. Tyste Granskere sidder bøjet over gamle Folianter, lærde og blide, afklarede og tidløse, som har de siddet her altid og selv skrevet de tykke Folianter. Man er i et Helle i Tiden. Trykket af Pietet udbeder man sig hos en vagthavende Vergil den gamle Kirkebog, som ogsaa er en Slags guddommelig Komedie.
Det gælder om at finde nogle Forfædre, Aner. Hvorfor? Vil man i
Slægten finde de beslægtede Naturer? Søge Forklaringer. Eller blot følge
de underfundige Slyng og Spring, som altid findes i Slægtsrækker,
røbende de menneskelige Passioner? I Eftersøgningen kan ogsaa være en
Anelse af Pligt, de glemte maa høres, hvis de har noget at sige.
Dertil er en vis historisk Interesse. Genealogien er et videnskabeligt Overdrev i Historieforskningen. Gennem Slægtsstudiet kan man faa noget at vide om Rets-, Arve-, Ejendomsforhold og andet. Ogsaa noget om Personer, Mennesker, som dog nu om Stunder er mere sekundære Fænomener for den videnskabelige Historie, et raat Materiale, hvoraf man uddrager Statistik. Men selv Amatører kan gøre lidt Nytte her. Enhver lille pertentlig Rydningsmand er der Brug for, Arkivstoffet er saa uhyre, det svulmer mer og mer. Hvert Aar fuldbyrdes her i Landet fyrre Tusind Skæbner.
Selv om kun Lejligheden byder sig med Aars Mellemrum, i korte Stunder, er den stille Syssel med Kirkebogen dog æggende. Hvad man paa Forhaand ved om Slægten, dens Fædre og Mødre, den mundtlige Overlevering, er en kort Stængel og nogle Blade, som stikker op af Jorden. Man trækker varsomt i Stængelen, og man ser Mulden give sig til alle Sider, Rødderne gennemvæver Jorden overalt, breder sig vidt ud. Man er ved at trække hele den gamle Befolkning frem. Bare syv otte Led tilbage er der Hundreder af Aner. Godt en Snes Led tilbage, midt i Middelalderen, er det teoretiske Tal paa ens Forfædre større end Landets Indbyggertal i Dag.
Deraf kan man gøre sig den fornøjelige Teori, at ikke blot den enkelte nulevende kan nedstamme fra hele den middelalderlige Befolkning, men at samtlige Danskere kan være Efterkommere af eet middelalderligt Par. Det har tilmed et talrigt Afkom i andre Lande. Datidens Forbindelser hen over Grænserne gør det indlysende, at hele Skandinavien nu er eet Slægtsvæv, et Aaklæde, og Europa et Tæppe, som maaske er lidt løsere i Maskerne.
Jo længere tilbage i Fortiden man griber, des mere Rimelighed er der i Teorien: alle stammer fra een og een fra alle!
Men til Lettelse for Granskeren falder mange Aner jo sammen. Kvinde og Mand kan figurere som Ophav paa mere end een Gren af Slægten. Alligevel maa selv en flittig Genealog nøjes med at pille en lille Stump af den store Vævning fri. Og skønt Arkiverne er stopfulde af Materiale, rækker det heller ikke langt tilbage i Tiden.
De ældste Dokumenter er tilmed vildsomme at lede i for den uøvede, en Jungle. Det kan koste en Masse Tid at faa opsøgt en Forfader i Kirkebogens gotiske Skov, at føje en Maske til Nettet, som man kun har i smaa Brudstykker, og som tilmed, selv om det var helt, bare vilde bestaa af lutter Huller som ethvert Net. At fange det svundne Liv, det personlige, i Nettet af Navne og Data, det maa da være den egentlige Opgave. Men den er uløselig.
Denne Kirkebog, Sognets ældste, begynder 1723. En lille Bog i Oktav. Notaterne, hvert af dem et Menneskeliv, er gnidret tæt sammen med utydelig gotisk Skrift, ikke altid til at stole paa og i hvert Fald mangelfulde, for der staar ikke, hvor Kvinderne stammer fra. Den lille Bog omfatter halvfjerds Aar af Sognets Liv. Fire Slægtled passerer en her, to paa Vej ind i Livet, to ud af det, mange Hundrede Sjæle. Bogen er, hvad der er igen af dem.
Da den fra 1723 begynder at nævne Dødsfald, kan man være heldig at finde en Forfader, som er født et Menneskeliv tidligere, i de Uaar, da Sjælland ømmede sig under Karl Gustavs haarde Invasion, der blev mindet i Sagn op til vore Dage. Mindet holder bedst fast ved skæbnesvangre Begivenheder, Krig, Farsoter, Brande, Drab. Lysere og yngre Begivenheder som Bondereformerne mindes kun sparsomt.
Mange Børn kender ikke Navnene paa deres Bedsteforældre, og mange voksne kender heller intet til deres, selv om de ved Navnene. Selv Kendskabet til Forældres Liv og Forudsætninger kan være tyndt. Generationen flyder som Skum over ukendte Vande.
I nogle Landboslægter kan man her og der finde et ældre Menneske, som stadig regner det for vigtigt at huske Familieforhold tilbage i Tiden. I min Slægt har de ældste, uden Støtte af noget skrevet, nogenlunde Rede paa Familien hen mod halvandet Hundrede Aar tilbage. Men her famler Mindet dog, det har tabt nogle Masker. Alle Navne fra den første lille Kirkebog er glemt.
Kommer saa den „historisk interesserede" med nogle glemte, nu genfundne Forfædre fra denne Bog, er Slægtens ældste og mindekraftige Medlemmer, det er Kvinder, ikke særlig interesserede. De føjer dem ikke ind i det organiske Slægtsvæv, de har i Mindet, men glemmer dem straks igen. De har nok Historie i sig, men de er sandelig ikke „historisk interesserede". Deres Fortidssyn er af en anden Art. Det er bestemt ikke blot af den organiske Sammenhæng, men af den personlige. Om de to Slægtled, som gik forud for deres eget, er deres Viden sikker og detailleret. Men det tredje og fjernere, Oldeforældrenes Led, har de ikke megen sikker Kundskab om. Her sætter Sagndannelsen ind. De ved uhyre meget om de mange Slægtninge, de selv har kendt og levet sammen med i Ætten. Den personlige Medleven var stærk. De maatte med inderlig Opmærksomhed følge alle Ættens Medlemmer, der i Tal kunde være over hundrede. Men da var det plat umuligt for Mindet at holde fast paa de fire Par Oldeforældre, deres Søskende og deres øvrige Efterkommere. Antallet blev da mangedoblet, helt uoverkommeligt.
Men gaar man tilbage til forrige Aarhundredes Begyndelse, er deres Viden mørnet til Laser. Om en Ane fra dengang kan alt, hvad man ved, være hans Navn, Fødested og følgende: „Han blev født paa den Tid, da de kørte Møg ud". Tidens Tand maatte levne denne mærkelige Oplysning, maaske fordi den var saa krystallinsk i Sproget. Hvor Stil og Erindren sammen vælger og vrager i det forgangne, sætter den første ofte sin Vilje igennem.
Her tilbage gaar Mindets Dagslys over i Tusmørke, og de to Slægtled i den ældste Kirkebog er skjult i Nat. Her faar man ingen Hjælp. Man famler i et Mørke af stavnsbunden Almue. Man kan varsomt trække Navn efter Navn frem, men de siger jo ingenting.
De er kun Skygger. Det er som at møde de første Mennesker. Skønt levende i en sen Periode af vor Historie hviler de i et Urmørke og synes ældre end Perikles' Atheniensere og Cæsars Romere. Deres Livsform maa vi vel kalde en Kultur, men den var uden Skriftsprog og Historie. De skrev ikke Dagbøger og Memoirer. Og de, der skrev noget om deres Livsform, hørte selv til en anden og yngre.
Man er naturligvis heller ikke færdig, naar man har fundet Navnet. Nu skal man til at blade i andre gamle Dokumenter og Protokoller, om man i Fæstebreve, Boopgørelser, Tinglysninger, Retsakter kan finde Navnet omtalt. Man erfarer her, som i Slægtsmindet og Folkemindet, at møder man et levende Indtryk, et Glimt af et Ansigt, viser det sig i de usædvanlige Tildragelser, unormale Forhold, f. Eks. Lovovertrædelser. Det almindelige Liv er anonymt, det almene forsvinder som Duggen. Man kan maaske om enkelte sanke nogle tørre facts, af den Slags, det vrimler med i de gamle Kvinders Familiesnak. Deres Oplysninger bæres frem som Tømmer i Elven af det usynlige personlige Liv, som man undertiden selv kan gribe. Men de magre Kendsgerninger, man graver frem hist, bevæges ikke af Livet. Man har ingen Kontakt.
Historien tilbyder jo sin rige Høst. Den har om de Tiders Bondeliv et stort Materiale. Kaster man sine Garn ud her, faar man Nettet fuldt. Dog, jo mere man stirrer paa disse stumme, skyggeagtige Mødre og Fædre, des mere tvivlsom kan Fangsten synes en. Man ved ikke, hvad de selv vilde mene om disse Beskrivelser af deres Tid og Vilkaar. Deres Skikkelser rejser sig ikke op af Materialehoben, man ser ikke Ansigtet, Blikket. Og den moderne Forskning interesserer sig jo heller ikke meget for det mærkeligste af alt, Personerne og deres Sind, for den enkeltes og Tidens Personlighed. Den maa i Grunden foretrække, at alt er dødt og ubevægeligt, saa Analysen kan foregaa ubesværet, og Materialet ved Statistikkens Hjælp kan ordnes lovmæssigt. Historieforskningen har nok ikke glemt, at den oprindelig begav sig ud for at finde Mennesket. Den prøver at fange denne mærkelige Fugl ved at drysse Salt paa dens Hale af Samfundsforhold, Økonomi, Ideer. Mennesket er faktisk en forgæves efterlyst Person. Man har et Signalement.
Og man har naturligvis fyldigere Signalementer af Nutidspersoner end af de gamle i Kirkebogen. For hver af de fyrre Tusind, der aarlig dør her i Landet, har man jo en Masse Optegnelser staaende i alle mulige Kartoteker og Protokoller, uhyre Mængder Realia, allerede fra Nedskrivningen ordnet efter Statistikkens Behov. Men som Signalementet i ens Pas siger Protokollaterne ikke stort om det egentlige. Fuglen er borte. Og nu har man ikke mere de gamles Mindemiljø, den mundtlige Fortællings Idunsæbler, der gjorde Sjælene levende og nærværende et helt Par Slægtled efter Personernes Død, den lange Erindring, der var Skæbnernes Skueplads. Hvor finder man nu det personlige Liv bevaret? Ja, visse Personligheder faar Biografier. Men andre Mennesker? Efter dem har man maaske Breve, denne Betroelsens Genre, som ved at gaa med Fortroligheder fra een til een siden hen taler på manges Vegne om det egentlige. Men Brevet dyrkes ikke nu. Hvor da? Man maa gaa til Fiktionen, til Litteraturen, hvis Mennesker aldrig har staaet i Kirkebogen, men er "opfundne".
I nogle gamle Kirkebøger brydes Monotonien nu og da af friske Indskud, Smaaord om Datidens Hændelser og Mennesker, Liv i Margen. Men i dette Sogns Bog er der sjældent nogen Urt at plukke langs Skæbnernes dystre Vej. Dumpt gentager den sit: født og død, født og død. Kun i følgende Note, der er knyttet til Navnet paa en af Ættens Patriarker, sitrer den spidse gotiske Skrift ganske lidt: „Natten mellem 18. og 19. August døde et ubekjendt Fruentimmer, en Tiggerkvinde, død på sin Rejse til Fods, i Gaardmand Lars Christensens Lo om Natten; man ved ikke, hvorfra hun var, og hvor gammel hun var."
Hvem var hun? En kummerfuld skygge gaar forbi. Hun skal aldrig blive genkendt. Men her i Kirkebogens Dyb er Tiggerkvinden selve Menneskets Skygge. Tiden gaar, og Bonden i hvis Lo hun døde, Præsten som skrev om hende, faar samme Lod. Det er den gamle Protokols mørke Visdom: Saadan er din Skæbne. En ubekendt, død på sin Rejse.
Martin A. Hansen