Ranestedet i Varpelev

af Jørgen Holstein

Varpelev

Varpelev er højst sandsynligt opkaldt efter kong Varpe, som boede her i jernalderen, hvilket man har fastslået ved fund af hans grav, som bl.a. indeholdt guld og romersk glas. Over hans grav fandt man ligeledes 20-30 begravede trælle. Ifølge stednavnsforskere skulle endelsen -lev stamme fra omkring Kristi fødsel og betyde arv. Varpelev betyder altså: Varpes arv.

Raneslægten

Når man bevæger sig igennem Varpelev, kan man ikke undgå at bemærke de 2 meget høje træer – en ahorn og en ask -, som står midt i byen lige overfor kirken. Bag disse træer "trykker sig" et mindre stråtækt, hvidkalket hus fra 1798, som fra 1989 kaldes Ranestedet. Husets toft, som en gårdparcel hed førhen, har en fælles fortid med kirken. Den på toften for ca. 900 år siden beliggende stormands-gård, Varpelevgård, og kirken er nemlig opført af den højadelige Raneslægt, som havde sit hovedsæde på herregården Gjorslev.
← Raneslægtens våbenskjold, lånt fra: Kulturjagt Køgebugt

Den tilsyneladende første ejer af Gjorslev var Niels Alexandersen Falster, f. 1190. Han var barnebarn af Ingefred Assersdatter Hvide, født 1130 og gift med Peder af Borup, som altså var svigersøn til Asser Skjalmsen Hvide, bedre kendt som Asser Riig, født 1105 og gift med Inge Eriksdatter. Da Inge Eriksdatter på moderens side var barnebarn til kong Knud d. 2. Svendsen - bedre kendt som Knud d. Hellige - kan man med nogen rimelighed hæfte en kongekrone på dette historiske sted. Niels Alexandersen Falster's datter Elisabeth, f. 1244, blev gift med Jon Ranisen Rani, der var fader til Rane Jonsen (Rani), som altså ud fra dette var tipoldebarn til Ingefred Assersdatter, en søster til Esbern Snare og biskop Absalon.

Raneslægten havde sin storhedstid fra slutningen af vikingetiden til 1370-erne, hvor den forsvandt i en grå "adelståge". Den uddøde ilde, men forsvandt ud af adelen. Der findes i dag nulevende personer, som ved hjælp af deres slægtstavle ad forskellige grene kan påvise et slægtskab. Som beskrevet ovenfor vil man i Rane-slægtens anetavle træffe på historiske navne som Skjalm Hvide og hans søn Asser Riig, som man slægts-mæssigt via hans hustru Inge Eriksdatter kan føre helt tilbage til dronning Thyra og Gorm den Gamle, der omkring år 950 var konge i danernes grænseområde. Navnet Danmark er dog først set på skrift i Kong Gorms søn Harald Blåtands regeringsperiode, idet han på en af Jellingstenene skriver: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Vort lands navn, Danmark, består af 2 stavelser, nemlig:

dan, som egentlig er daner. Danerne var et folkeslag, som kort efter Romerrigets kollaps omkring år 400 e. Kr. vandrede nordpå, fordrev herulerne og efterfølgende bosatte sig på deres område 'i det nuværende Jylland
mark betyder egentlig: grænseområde

Altså Danmark betyder: danernes grænseområde (land)

Harald Blåtand lod sig, som skrevet står, kristne og med ham vel en del af hans betroede mænd. Derved var der åbent for sydfra kommende missio-nærer, som igennem de følgende 100 år efterhånden fik omvendt danerne fra troen på de nordiske guder til den katolske tro. Dette betød bygning af et antal kirker i Danmark - en udvikling, der havde sin storhedstid under kongen Svend Estridsen, der i sin regeringsperiode i 1047-1074 lod bygge så stort et antal, at der ved hans død var rejst mere end 500 kirker, deriblandt Varpelevs første i træ opførte kirke. En del af disse kirker blev bygget på foranledning af adelsklassen som private kapeller, således at de og deres slægt havde et gravsted i Guds hus. Først senere fik den lavere stand adgang til kirken samt til at blive begravet i indviet jord. Varpelev kirke var under Gjorslevs ejerskab indtil 1910, hvor menighedsrådet overtog denne.

Raneslægten (eller som den egentlig hed Rani) er højst sandsynligt indvandrere fra den slaviske stamme, venderne, der rettelig hed: ranerne, og som havde deres hovedsæde i Arkona på Rugen. Slaverne/venderne, der var indvandret dertil en gang i 500-tallet, gjorde sig især bemærkede i 8-900 tallet som et handelsfolk.

Nogle af disse indvandrere må på et tidspunkt have bosat sig på Stevns måske endda i Varpelev. I hvert fald kan de have været de første bygherrer af Varpelev Kirke. Raneslægten, der ejede den på toften overfor den nuværende kirke opførte storgård, Varpelevgård, besluttede i 1080-erne at bygge en nyere kirke få hundrede meter fra denne. Den skulle erstatte den i 1062 af træ opførte kirke. Den nye kirke, der blev opført i kridtkvadre fra Stevns Klint, bestod kun af et kor og et skib. Omkring år 1275 blev tilføjet et tårn af kridtkvadre, hvortil kun var adgang ad en dør fra kirken. Det er ret bemærkelsesværdigt med et kirketårn på Sjælland på denne tid. Endvidere blev i kirkemuren over "tårndøren" indmuret en flintesten. Man kunne ved at slå stål imod flint frembringe en gnist. Man troede, at ved en sådan gnist kunne man holde onde ånder borte, så måske er dette årsagen til den indemurede flintesten.

En af Raneslægtens efterkommere, ridder og kammermester Rane Jonsen (Rani), blev i 1286 anklaget for at have deltaget i mordet på Erik Glipping i Finderup Lade. Kammermesteren var en af kongens betroede mænd, idet han havde ansvaret for kongens skatkammer. Han blev sammen med de øvrige attentatmænd dømt fredløs og måtte forlade landet. Under et ophold i Roskilde i 1294 blev han imidlertid genkendt, hvorefter han blev anholdt og halshugget.

Hans søn, Niels Ranesen Rani, var i mellemtiden blevet udnævnt til kammermester for Erik Glippings søn, Erik Menved. Han blev i 1316 efter at være anklaget for at konspirere imod kongen, dødsdømt og halshugget. En del af Raneslægtens besiddelser blev efterfølgende erhvervet af Roskilde bispestol. Biskop Peder Jensen Lodehat fik af dronning Margrethe den 1. overdraget Gjorslev med bl.a. hovedgården Varpelevgård, der på grund af en brand i 1360-erne lå hen som en ruin.

I de kommende århundreder blev kirken en del til- og ombygget, hvortil brugtes en del af murstenene fra den nedbrændte Varpelevgård. Efter reformationen år 1536 blev bispebesiddelserne herunder kirken inddraget og lagt under kronen. Kong Chr. 3. solgte hurtigt de stevnske besiddelser, som herved kom på private adelige hænder. År 1678 købte Chr. d. 5.'s dronning, Charlotte Amalie, Gjorslev med tilliggende gårde, samt Varpelev kirke, som hun efterfølgende bekostede en hovedistandsættelse af. I dag kan man i kirken se hendes monogram smykket med krone, årstal 1706 og løver på buen imod koret.

Christian Lindencrone

I 1743 købte kammerråd og købmand Christen Lintrup Gjorslev samt hovedgårdene Magleby, Søholm, Varpelevgård og Havnelevgård med tilhørende fæstegårde, huse, kirker og skoler på en offentlig auktion for 60.000 Rigsdaler. Godset havde da stået til salg i 10 år uden et tilstrækkeligt stort bud.

Christen Lintrup havde tjent sin formue som kinafarer og leder af Østasiatisk Kompagni. Da han modtog sit adelsbrev fra kongens hånd, tog han navneforandring til Christian Lindencrone. Dette betød også for ham, at han fremover fritoges for skattebetaling - en fritagelse som bestod indtil Grundloven 5. juni 1849.

Chr. Lindencrone til Gjorslev var en fremsynet mand, der godt kunne se bøndernes dårlige vilkår. Han udstedte derfor i årene 1767-71 nye fæstebreve til sine fæstere. Samtlige fæstebønder i Varpelev modtog den 1. maj 1769 et arvefæstebrev fra Lindencrone. Brevene formuleredes således, at det blev til selvejerfæstebreve (fribreve), da disse hverken nævnte købesum eller en fast årlig afgift. Han havde derved bevidst eller ubevidst foræret bønderne den jord, de beboede og dyrkede, deraf benævnelsen "fribreve". Bønderne skulle ganske vist fortsat betale landgilde (ca. 5 Rdl. pr. år) samt en afgift for afløsning af hoveriet (12 Rdl), men disse var fastlagt i penge og udgjorde efterhånden en mindre sum i takt med, at priserne på landbrugsvarer steg. Bønderne skulle dog fortsat udføre kørsel og gærdearbejder. Arvefæstet bevirkede, at den enkelte bonde frit kunne sælge eller pantsætte sin gård til den person, han ønskede. Bonden skulle dog fortsat i overensstemmelse med lovgivningen betale skat til kongen. Denne skat blev den gang inddrevet af herremanden, som var pligtig at betale den pålagte skat uanset, om den enkelte fæstebonde havde betalt eller ej. Nogle bønder kom af forskellige årsager i restance. Disse restancer fik en stor betydning efter Chr. Lindencrones død.

Bøndernes forhold

Igennem 16-1700-tallet havde bønderne i Danmark svære tider med krig og pest samt sygdom blandt kreaturer og ustabilt vejr, hvilket nok har været en medvirkende årsag til skatterestancerne. Hertil kommer Varpelevbøndernes ringere levestandard i forhold til Klippingebønderne, hvis jorder havde betydeligt bedre bonitet. Varpelevbønderne havde endvidere intet egentligt græsningsareal til deres heste og større kreaturer, men kun et område, der var så dårligt, at kun mindre kreaturer som får, geder og svin kunne finde tilstrækkelig føde der. Bønderne måtte derfor leje en fælled langt borte til en stor betaling. Lindencrone anbefalede for at afbøde denne udgift oprettelse af en fælles hestehave, der herefter ved fælles hjælp blev anlagt øst for byen.

År 1793 blev Gjorslev med gårde, kirker og skoler solgt til justitsråd Jacob Brønnum Scavenius, der ligesom Lindencrone havde tjent sin formue i Østasiatisk Kompagni. Dette medførte store omvæltninger for bønderne, idet Scavenius nu bl.a. krævede skatterestancerne betalt. Hvis arvefæstebonden ildce kunne betale, overtog han blot gården for det skyldige beløb.

Matrikel 25a, Varpelev

På et udskiftningskort fra 1799 genkender man en større lod med matr. nr. 25a beliggende midt i Varpelev by. På toften ligger en mindre ejendom opført i 1798, og den er i dag et af byens ældste huse.

Denne ejendom er bygget af den velhavende bonde Jørgen Hansen, gift med Margrethe Pedersdatter. Jørgen Hansen har været en mand af et vist format og må - til forskel for adskillige andre i byen - have kunnet læse og skrive. Dette sluttes af, at han har haft forskellige tillidshverv så som lægdsmand og bondefoged for Gjorslev gods.

En lægdsmand skulle holde lægdsrullen med mændenes soldaterliste ajour m.h.t. til- og afgang. Dette kunne være ret arbejdskrævende, da det var fristende at forsøge, om ens navn kunne blive glemt eller slettet i lægdsrullen. Hver lægdsmand havde opsyn med 6 mand. I årene 1770-74, hvor Jørgen Hansen omtales som lægdsmand, var der 3 sådanne i Varpelev sogn. En bondefoged, der var udpeget af godsforvaltningen, måtte nyde agtelse blandt sine egne, da han var at betragte som et mellemled mellem godsejer og bønder- en slags tillidsmand. Det fremgår af et fæstebrev udstedt 1778, at Jørgen Hansen fik tilladelse til at opføre et hus på 7-8 fag på parcellen mod, at han indrettede det som et smedehus mod udlejning til en person, der skulle udføre smedearbejdet i Varpelev.

Af folketællingen i 1787 fremgår det, at der på matriklen foruden Jørgen Hansen, hans hustru og datter boede 2 gifte indsiddere, 2 ugifte tjenestefolk, en gift smed samt en ugift 17-årig tjenestekarl. Jørgen Hansen og hustru har den store sorg, at deres børn dør i en ung alder. Dette betyder, at de ikke har direkte arvinger og derfor kan forvente, at de mere fjerne slægtninge kan sætte den længstlevende ud af deres gård og hjem. Derfor beslutter de at oprette et testamente for den længst levende, hvoraf det bl.a. fremgår, at denne kan blive boende i uskiftet bo indtil sin død.

Justitsråd Jacob Scavenius, der jo som omtalt havde købt Gjorslev gods i 1793, køber ejendommen af Jørgen Hansen i 1799 for 250 Rigsdaler. Jacob Scavenius havde, siden han overtog Gjorslev, forsøgt at få inddraget de af ham forhadte fribreve og afløst disse af almindelige fæstebreve. Det lykkedes da også i de tilfælde, hvor bonden kom i skattegæld. Det var jo som sagt godsejeren, der stod for skatteopkrævning hos bønderne, mens han selv var helt fritaget for skattebetaling. Som modsvar til denne skattefrihed var godsejeren forpligtet til at yde militær bistand for kongen på hans forlangende. Endvidere skulle han levere kongen og hans følge kost og logi på dennes rejser rundt i landet.

Hoveriets afskaffelse ved lov i 1788 betød en større frihed til bønderne, som bl.a. medførte en udskiftning af deres jorder. Under hoveriet var bøndergårdene samlet i landsbyen, som regel med et gadekær i midterzonen. Bønderne havde bygget deres gårde på et mindre areal kaldet toften og deres agre var spredt ud i landsbyens jordtilliggende (vange, aser og agre). Agrene, der var fordelt over hele landsbyens samlede areal, bestod blot af smalle strimler agerjord netop for at alle skulle besidde både en god og frugtbar jord samt en mere gold og stenet. Bønderne skulle derfor altid aftale, hvornår jorden skulle pløjes, sås, høstes o.s.v. Disse aftaler blev indgået på tingstedet, hvortil alle fæstebønder havde adgang og mødepligt, når oldermanden efter kirketid indkaldte dertil.

Ved udskiftningen blev agrene samlet i større arealer. De bønder, som fik deres jord samlet fjernt fra landsbyen, ønskede derfor at sælge eller nedrive deres nuværende gård for til gengæld at bygge deres gård på det nye samlede areal. Jørgen Hansen samt kommende ejere.

Jørgen Hansens jorder blev nu delt i 2 med en halvgård på 24 tdr. land (11 ha) beliggende syd for Ranestedet (Kiddegård , Maglehøjvej 29) og den anden del dækkende området Maglehøjvej 28-38 (området fra majstangen til Tingvej). Dette område blev samtidig delt i 3 husmandslodder på 6,5 tdr. 1. (3,0 ha), 6,4 tdr. 1. ( 3,0 ha) og 4,5 tdr. 1. ( 2,0 ha). Heraf disponerede han over den mindste (Maglehøjvej 28), men blev fortsat boende på toften Varpelev Bygade 9. De 2 største lodder er i dag udstykket og dækker adresserne Maglehøjvej 30-38.

I 1813 dør Jørgen Hansens enke Margrethe Pedersdatter, og der foretages nu en syns- og taksationsforretning på ejendommen Varpelev Bygade 9, hvor Margrethe boede i uskiftet bo i henhold til testamentet. Huset er ikke i særlig god stand, og der anslås en reparationsudgift på 62 Rdl. Margrethe Pedersdatter havde efter Jørgen Hansens død fået oprettet et nyt testamente, der gjorde hendes plejesøn Ole Rasmussen til enearving, men dette testamente bliver ad retslig vej afvist som værende ugyldigt.

Jacob Scavenius på Gjorslev gods, der jo ejede stedet, indsætter herefter Søren Madsen som fæster. Søren Madsen, der er født i Strøby, flytter sammen med sin kone, Kirsten Hansdatter, ind som husmand og daglejer.

Søren Madsens ældste søn, Hans Sørensen, overtager huset efter sin fader i 1843 og lever af sin jordlod. I 1848 bliver han indkaldt som soldat og skal således hjælpe med at forsvare Danmark under 3-års krigen 1848-51. Her blev han under en træfning såret og taget til fange.

Under sit fangenskab skriver han jævnligt til sin hustru i Varpelev. Disse breve opbevares i dag på Vallø lokalhistoriske Arkiv i Hårlev sammen med hans diplom. Især Hans Sørensens hustru Margrethe Bondesdatters breve er interessante, idet hun beretter om sine genvordigheder med at passe ejendommen, dens besætning og jordtilliggende. Hun kunne ikke læse og skrive, så dette fik hun hjælp til af lærer Dahl på Varpelev skole.
Hans Sørensen kom efter krigens ophør tilbage til sit husmandssted, hvor han blev boende indtil sin død i 1899 som 85-årig.

I 1879 anlægges Østbanen hen over en del af hans jord, hvorfor han til¬stås en erstatning på 4 % rente fra 13. nov. 1879 af 724 kr 29 øre for jord til jernbanen. Ved samme lejlighed slipper han muligvis for at betale degnetraven, som er en betaling til Varpelev kirkes degn, da der i den forbindelse anføres: 3/10 skp. rug og 3/10 skp. byg overføres på brugeren ved fæsteforandring.

Efter hans død overtager godsejer Jacob F. Scavenius på Gjorslev huset, som han i 1902 sælger til Peder Niels Dahl. Huset bliver i hans slægt indtil 1985, hvor den sidstlevende af Marie og Peder Dahls børn, Axel Peder Dahl, dør ugift. Peder Dahl og hustru Marie fik i alt 12 børn, født indenfor årene 1902 til 1921, så der har i perioder været trængsel i det lille hus.

I stuen er i dag ophængt et foto fra 1917 med ægteparret samt 5 af de på dette tidspunkt 8 børn placeret bag det bord, som fortsat står under vindu¬et i forreste stue. Om dette foto fortæller den 6. ældste af børnene, Ingrid Marie, følgende: "Mor er gravid med Anna Marie, der er født den 1. marts 1918, så billedet må være fra sidst i 1917 eller først 11918. Efter mor kommer fra venstre: Christian, Marius og Hans, der blev født juleaften, - og se, han havde altid røde pletter på kinderne. Mor kaldte dem "juleroser", og hun sagde, han skulle hedde Juel til mellemnavn. For bordenden sidder jeg og far med Viggo."

Et glimt af de barske vilkår dengang får man, når Ingrid fortæller, at Erik, der var lille og spinkel, som 4-årig var ved at dø af lungebetændelse. Peni¬cillin fandtes ikke, så vi måtte holde vagt over ham. Han blev reddet ved damp, som mor lavede på primusapparatet. Emil, der var født 1921 fik kighoste, da han var ½ år gammel, og døde.

Ingrid fortæller om billedet, at foran i bordskuffen havde mor brødknive og skeer. Jeg kan tydeligt huske, at mor stod foran bordet med brødet holdt op mod brystet, mens hun med brødkniven skar skiver af dette. I bordet er et lille hul, som min bror Erik og jeg i leg tit prøvede at trille kugler ned i. På bænken for enden, som har et armlæn, var der, hvor far altid sad og læste avisen ved hjælp af lyset fra vinduet, så det kaldte vi "bordendebænken". Lampen, der hænger over bordet, var en karbid-lampe, som mor havde sølvbronzeret. Hvis den gik i stykker, blev den bundet sammen og bronzeret påny. Vi kunne ikke bare smide væk, da vi jo kun havde denne ene lampe. For oven var en hylde, som mor forgyldte, og så nogle papirsjuleroser. Vi havde kun 4 stole, så vi børn sad på en bænk med kun 2 ben under og uden ryglæn og kasse nedenunder. På fotoet sidder mor på den ene stol. Hun sad næsten altid og prikkede sveskeblommer, stoppede strømper, syede tøj eller andet arbejde. Mor havde blondegardiner for vinduerne (det er der fortsat).

I stuen var i det bagerste venstre hjørne lidt på skrå et karlekammerskab og i den bagerste halvdel en chaiselong med et lille bord. Herefter kom kakkelovnen med en knagerække ovenover, hvor tøjet kunne hænge til tørre, en kulkasse samt en puf med hverdagstøj. I hjørnet til venstre for indgangsdøren stod bornholmeruret, der var meget gammelt og malet mørkebrunt. Det stammede fra "Nordbæk". Frede Dahl oplyser, at deres fælles farmor hed Ane Marie Nielsen og var født på gården Nordbæk i 1848. Efter hende havde en af sønnerne, nemlig Peder Dahl arvet uret. For at bornholmeruret kunne stå i denne lavloftede stue, måtte baldakinen og 10 cm. af foden fjernes. Det bagerste rum benyttedes som familiens fælles soveværelse.

I slutningen af 1928 graver Peder Dahl i den vestlige del af sin have. Her støder han på nogle sten, som viser sig at være fundamentet til et større hus. Nationalmuseet bliver kontaktet, og man beslutter at undersøge dette nærmere. Det konstateres, at fundamentet hidrører fra en middelalderlig stormandsgård, som var 35 m lang og 7,5 m bred = ca. 300 m2, bygget i røde munkesten samt kridtsten hvilende på et solidt kampestensfunda-ment. Murene er i middelalderligt skifte og opført på en kassemur med en tykkelse på 70-75 cm. Mens ydermuren på de fremgravede partier kun er bevaret i 3-4 skifter over grundstenene, er indermurene ved det sydvestre hjørne 8 skifter høj. Ved den fortsatte udgravning blev afdækket et 4-sidet kælderrum, og i det sydvestre hjørne sad rester af 2 murede vægpiller, som uden tvivl har tjent som støtte for en i stokværket ovenover anbragt kamin. I kælderrummets nordøstre hjørne fandtes en døråbning med et mellem karmene anbragt dørtrin af kridtstensplader, og mellem de 2 af røde munkesten opførte vanger var der en trappe med 9 af kridtsten mure¬de trin. Formodentlig har denne kælderopgang udmundet i en mod østgav-len opført bindingsværkslænge. Fiere stormandsgårde bygget på den tid havde en større bolig på stensyld, ofte med kælder, for bolig til familien, samt stald og bygninger til tjenestefolk, lade og smedie, hvilket formentlig også gjaldt her, dog uden befæstning som voldgrav eller voldsted.

Varpelevgård, der var opført omkring 1250, havde ydermure af munkesten i 2-3 stokværk (etager) med et tag i glaserede bæverhalesten (en speciel type, der set ovenfra kan ligne bæverhale). Endvidere blev ved udgravningen fundet en gotisk jernspore, en uldsaks af jern, en lang jernsyl, lerkarskår fra 1300-tallet samt nogle lybske mønter. Efter Raneslægtens hovedgårds brand i 1360-erne blev i 1600-tallet anlagt en firelænget gård. Til gården opførte Jørgen Hansen i 1798 gadehuset til udlejning til smed o.s.v.

Senere da stedet blev et husmandssted var det 3-længet og lå ud mod vejen med gadehuset som beboelse.

Den nuværende bygning kaldet Ranestedet

Ejendommen på Varpelev Bygade 9 fik sit navn på grundlag af en konkurrence om dette i marts 1989, og det blev officielt godkendt på den stiftende generalforsamling 18. april 1989.

Den sidste ejer af ejendommen var Peter Dahls ugifte søn Aksel, der døde i april 1985. Ingen af hans søskende ønskede at overtage huset, hvorfor dette købtes af Vallø Kommune, som i samarbejde med menighedsrådet for Varpelev Kirke ønskede at omdanne stedet til P-plads for kirkens besøgende, nedrive huset samt bebygge det resterende areal. Beboerne i Varpelev var imidlertid ikke enige med kommunen om dette, idet de ønskede den gamle bygning bevaret, hvorfor der i 1986 blev nedsat et arbejdsudvalg, der skulle komme med forslag til omdannelse af denne til egnsmuseum/mindestuer. Udvalget endte ud i, at ejendommen var bevaringsværdig, og at den burde overtages af en selvejende institution, der så skulle indrette den til egnsmuseum eller mindestue. I 1988 blev der givet grønt lys fra kommunalbestyrelsen til at overdrage ejendommen til en selvejende institution, som senere fik navnet: Ranestedet i Varpelev.

Den nystiftede forenings bestyrelse anslog, at den højst nødvendige renovation af huset ville beløbe sig til ½ mill. kr. - et beløb, som skulle skaffes via sponsorer og frivillige bidrag fra foreningens medlemmer.
Og frivillige håndværkere og andre fra Varpelev og opland samt unge fra Vallø Kommunes Ungdoms-garantiordning gik i gang med renovering af huset.

Ranestedet købes

Lørdag den 27. okt. 1990 "købte" formanden for Foreningen Ranestedet Lasse Dahl ved en overdragelsesceremoni Ranestedet af Vallø Kommunes borgmester Linda Egaa for det symbolske beløb: 1 skilling fra 1771, den såkaldte én brændevins-skilling, der den gang var Danmarks mest almindelige mønt. Navnet skyldes, at man for netop denne mønt kunne købe én pægl brændevin. Skillingen var indrammet i en 200 år gammel egeplanke udskåret af møllebygger Frede Dahl, Varpelev. Lasse Dahl, der er tidligere medlem af byrådet, kunne ikke lade være med drillende at bemærke: "Hvis kommunekassen bliver tom, har I da altid en skilling".

Efter ceremonien, som blev overværet af omkring 100 Vallø-borgere, blev huset vist frem, og alle blev budt på en menu som i gamle dage - bidesild, ribbensteg, æbleskiver, snaps og Gammel Dansk. Huset var dog ikke helt færdigt, idet det endnu ikke var stråtækt, hvilket blev fuldendt i det kommende år.

Menighedsrådet forestod udgiften til indretning af P-pladsen, mens Ranestedets husgruppe bestående af: Lasse Dahl, Frede Dahl. Bjarne Kærbo, Svend Bjørn Keil, Freddy Thomsen, Jan Andersen og Steen Johannesen varetog arbejdet omkring renovering af hus og have samt nedlægning af brosten langs husets sokkel.

Ranestedet "passes" i dag af frivillige, som også fremviser dette samt er medspillere i forskellige arrangementer for skolebørn og åbent hus ved jul og kyndelmisse i fortsættelse af gudstjenesten i Varpelev kirke.

Skrevet juli 2010 af Jørgen Holstein, arkivleder ved Vallø Lokalhstoriske Arkiv.
Tegninger: Per Petersen.

Kildemateriale:
Fæstere 1799-1899 af Jytte Sørensen,
Familien Dahl af Jytte Sørensen,
Varpelev kirke af Jytte Sørensen,
Vallø Lokalhistoriske Arkiv, Hårlev,
Internettet,
Danmarks konger og dronninger af Kay Nielsen og Ib Bjerg,
Køge Kommune 1994,1966 og 2000 af Køge Museum,
Diverse avisudldip fra Vallø Lokalhistoriske Arkiv, Hårlev
Kronik i Kristeligt Dagblad den 15. juni 1991 af Mona Clemmensen.