Den hovedløse ruller gennem Varpelev
Skrevet af journalist Birgitte Bollman. Offentliggjort i Samvirke, november 1998.
En ung pige blev myrdet og voldtaget. En ung karl tilstod og blev halshugget på Lammehøj ved Varpelev på Stevns. Siden rullede "den hovedløse" tit gennem byen om natten. Den mørke vogn gjorde kort ophold ved Varpelev Kirke. Sådan som de i live tvang morderen til at kigge ned i sin egen åbne grav ved den nordlige kirkegårdsmur, da de kørte ham til Lammehøj.
Det over hundrede år gamle mord levede i egnens bevidsthed som en myte. Et sagn, som digteren Martin A. Hansen, født på stedet, var fuldt klar over, havde lånt træk fra myterne om Ellekongen. Også Ellekongen red om natten rundt i sit rige, hvis grænse var Tryggevælde Å, i en mørk vogn, som man sjældent fik at se, men altid kunne høre.
Det er også Martin A. Hansen, der i novellen De episke kvinder fortæller om, hvordan mordofferets lidelser fastholdes og genfortælles i korte, knappe, stærkt billedskabende sætninger. Pigen bliver kvalt og "hun havde bidt fingrene af sig, for hun kunne ikke slippe af med livet". I myten havde de unge været kærester, og hun havde svegen ham til fordel for en anden. Digteren registrerer i lige høj grad folkefortællingens sproglige virkemidler, som han registrerer fortællingens indhold.
Alligevel var mordet andet og mere end myte og sprog for Martin A. Hansen. Begivenhederne satte stærke og vedvarende spor i hans familie. Når den lille Martin sammen med sin far kørte forbi Lammehøj i hestevogn, peger faderen med pisken: Højen havde farfar haft noget grufuldt at fortælle om. Tvunget havde han som purung stået der og set på, at hans barndoms legekammerat blev henrettet.
Men den unge morder, som Martin A. Hansen digtede om, havde tilsyneladende ikke efterladt sig håndfaste, skriflige spor. Der var en sten på Varpelev Bygade, som angav årstallet for henrettelsen til 1853. Men ingen navne. Myten levede sit eget liv. Men morderen, mordofferet, motivet og begivenhederne var forsvundet. Ingenting var der. Ligegyldig i hvilke kirkebøger eller protokoller, lokalhistorikeren Jytte Sørensen fra Vallø Lokalhistoriske Arkiv søgte for at genopklare et over 100 år gammelt mord.
Erik Dahl, født på egnen, viste sig at have ét navn. Navnet på gården Bøgelund, som morderen skulle stamme fra. Dahls oldeforældre havde selv oplevet dramaet. Gennem generationer blev historien også fortalt i Dahls familie.
Bøddelen overnattede før henrettelsen hos hans oldeforældre. Sin store økse havde han parkeret ude i bryggerset ved siden af pigernes værelse. Hans oldemor turde simpelthen ikke gå i seng, før faderen fik tvunget bøddelen til at lægge sit værktøj ud i en tom bås i stalden.
Jytte Sørensen modtog Dahls skriftlige beretninger i 1990. Men navnet på Bøgelund gav ingenting. Kirkebogen i Varpelev viste ingen unge døde mænd, hverken i 1820'erne, 30'erne, 40'erne eller 1850'erne, som kunne være den formodede morder. Og slet ingen unge, der kom fra Bøgelund.
Jytte Sørensen besluttede sig for at prøve en anden strategi, nemlig at tage folketællingslisteme fra de stevnske nabosogne Varpelev, Strøby, Magleby og Holtug fra 1840, 1845 og 1851. "Jeg forestillede mig, at jeg skulle finde en cirka 13-årig dreng, som var på folketællingslisteme i 1845, men ikke i 1851. Det var et stort og aldeles resultatløst arbejde."
Så kom det afgørende spor rent tilfældigt dumpende. Jytte Sørensen havde i anden anledning fået fremskaffet et par af folkemindesamleren Anna Petersens meddelelser. Det var en slags fortrykte blanketter, som Anna Petersen udfyldte med sine forskellige iagttagelser til Dansk Folkemindesamling. Denne var fra 1925. Anna Petersen nævner i forbifarten, at hun syntes, der bliver svælget for meget i mordet. Meddelelsen er med håndskrift tilføjet: Morderens far: Hans Pedersen.
Her var navnet endelig! "Fra da af var det ligesom at vikle garn op", husker Jytte Sørensen. Arkiver taler kun, når et Sesam - et navn - åbner dem.
Nu var det fat i de gamle folketællingslister fra Varpelev igen. Der var vitterlig to Hans Pedersen'er i listerne fra 1850. Begge var gårdmænd. Begge havde en søn. De to drenge er født med tre måneders mellemrum. Og begge drenge hed Jens Hansen.
Den ene Jens Hansen var Martin A. Hansens farfar. Den anden Jens Hansen forsvinder fuldstændig fra arkiverne. De to drenge har gået sammen i skole og er konfirmeret sammen. Det fremgår af kirkebøgerne, når man ved, hvem man leder efter. Her står præstens karakterer til de to knægte. Den ene bedømt som god og dygtig. Den anden, morder-Jens, mente pastor Nees havde "yderst mådelige evner", men han bedømmer ham dog som "sædelig".
Næste fase var en tur på Landsarkivet for at kigge efter arrest- og retsprotokollerne fra Stevns og Faxes Herredsret. Protokollerne er skrevet med gotisk håndskrift og kan derfor kun læses af skolede transskribenter. To fra lokalarkivet drog afsted. De havde et omtrentligt mordtidspunkt; mordet måtte være sket efter 1850, for da er Jens Hansen stadig opført på folketællingslisteme, men før 1855 - for da er han væk fra listerne. De har yderligere Jens Hansens navn, hans forældres navne og navnet på gården i Varpelev.
En hel lang dag sidder de to mænd i Landsarkivet med de gamle retsprotokoller, som de må stave sig igennem fra en ende af. Et kvarter før Landsarkivet lukker, finder de Jens Hansen!
Meget, meget modstræbende må Henry Larsen og Karl Kristensen rejse sig. Men morgenen efter sidder de der igen. Retsprotokollerne bliver omhyggeligt nedskrevet i hånden, aktstykke ror aktstykke, dag efter dag.
Og det er artige sager, protokollerne kan berette om. Der har været gilde i byen den 6. juni 1852 hos gårdmand Jens Pedersen. De ugifte karle har skillinget sammen til festen. Hen under morgenen bryder de unge op. De følges ad i smågrupper i forskellige retninger.
19-årige Jens Hansen og 17-årige Ane Kirstine Jørgensdatter følges med hinanden under armen. Et par andre unge hører, at de er lidt oppe at skændes, men tænker ikke mere ved det.
Jens Hansen, der i arrestprotokollen beskrives som "høj af Vækst, med blond Haar, blaa Øjne, rank og før af Muskler, og med rødladent Ansigt" går amok. Fordi Ane Kirstine alligevel ikke vil have samleje med ham. Hun begynder i stedet at "skose" ham. Skælde ham ud over de rygter, der går om, at det er ham, der har voldtaget datteren af smeden i Klippinge.
Pigen, den bare 10-årige Johanne, var på vej til fods fra Køge til Klippinge 22. november 1851. En mand, Jens Hansen, kommer kørende og tilbyder pigen et lift. Og voldtager den lille pige. Hun slipper fra ham ved at sige, hun skal tisse. Samtidig nærmer en anden vogn sig, og Jens Hansen lader Johanne løbe. Det stærkt grædende, blødende barn samles op af den næste kørende. Hans Pedersen fra Tårnby. Han kører pigen ind til sin egen mor i Strøby Egede. Her modtager hun "nogen pleje". Og så bliver hun ellers sendt hjem -10 km på gåben!
Johannes mor tager dagen efter pigen med til distriktslægen, der godt kan se, at barnet er totalt-voldet. Men han gør ikke noget ud af det. Der er ingen vidner, og "det var kun moderen, der kom med anmeldelsen", som distriktslægen forklarer retten, der trods alt er noget undrende over, at han ikke fulgte op på sagen. En undladelsessynd, der er med til at sende Ane Kirstine i graven. For folkesnakken fulgte op.
Det blev Ane Kirstines endeligt, at hun "skoser" ham. Jens kvæler hende med de bare næver, tager selv, hvad han vil have og binder til sidst hendes ene strømpebånd stramt om halsen på hende, for at være sikker på, hun er død. Han smider hende i en dyb grøft og går hjem til sit tjenestested.
Der går nogle dage, før liget bliver fundet. Men derefter tager det ikke øvrigheden ret lang tid at regne sagens rette sammenhæng ud. Jens tilstår. Både det med Johanne og det med Ane Kirstine. Der indkaldes vidner, der både skal fortælle om det passerede og give ham skudsmål. Præsten og læreren afgiver erklæringer. Siden er det provsten, der besøger ham i St. Heddinge Arresthus, der aflægger vidnesbyrd.
Sagen får en sideudløber. Døden skal i bogstaveligste forstand have en årsag. Og den må findes i løsagtighed og druk hos landalmuen! Præstøs Amtmand F. Bruun mener så afgjort, at de deltagende karle bør straffes. De har ikke søgt om tilladelse til at holde gildet. Det mener karlene nu nok, de har; hos sognefogeden, der bekræfter.
Men herredsfoged Bülow nægter pludselig pure at have givet sognefogeden ret til at give en sådan tilladelse. Og så ender det med, at alle gildets mandlige deltagere får en kæmpebøde den 24. august 1852. Sognefogeden bliver afsat. Ifølge Jytte Sørensen "alt sammen dybt uretfærdigt".
Jens bliver kaldt kold og rolig, uden egentlig anger - og der er åbenbart nogen uenighed om hans åndsevner. Det kommer frem i sagens løb, at han og faderen har haft et meget dårligt forhold, så gårdmandssønnen bliver sendt ud som tjenestedreng allerede som 10-årig. At der har været megen vold i hans familie - faktisk har hans onkel skudt sin nabo! Ved at påstå vådeskud slipper onkelen med en meget mild straf.
Voldeligheden og drikfældigheden i familien er ekstrem, men ingen i landsbyen har åbenbart følt sig kaldet til at skride ind. Jens har tydeligvis fået alle de tærsk, der kunne ligge på ham hele barndommen igennem.
I oktober 1852 falder dommen ved Stevns Faxe Herredsret. Jens Hansen har forbrudt sit liv. På grund af sagens alvorlige karakter går den videre gennem retssystemet. I februar 53 erklærer Lands- samt Hof og Stadsretten, at dødsdommen skal stå ved magt. I marts sendes sagen videre til Højesteret. Juni falder dommen, der offentliggøres i Departementstidende: Jens skal dø.
3. juli 1853 er der Statsrådsmøde. I stedet for halshugning foreslår justitsministeren benådning ved, at Jens Hansen i stedet "stryges til Kagen" og siden får livslangt tugthusarbejde, men Kongen, Frederik d. 7., afslår. Brev med Kongens eget segl og den endelige dødsdom afgår til amtmanden i Præstø.
Jens Hansen får meddelelsen i St. Heddinge Arrest 25. juli 1853. Han skal henrettes fire dage senere. Tidligt om morgenen d. 29. juli - sammen med herredsfoged Bülow, kusk og to vogtere - kører Jens Hansen fra arresten. For sidste gang skal han hjem til Varpelev.
Byens ugifte karle, som har kendt Jens hele deres liv, bliver tvangsudkommanderet til at danne vagt om retterstedet. Bøddelen har været der allerede fra dagen i forvejen for at bringe skafot og opstillinger i orden.
Der er ingen optegnelser, men myten vil vide, at Jens, stående i vognen, kigger ned i sin åbne grav, da vognen passerer kirken på vej mod retterstedet. Den anden Jens fortalte sin søn, at han lukkede øjnene og vendte ryggen til, da bødlen gjorde sit arbejde.
Morder-Jens' søster, ifølge kilderne forstyrret fra fødslen, kravlede derimod op på gårdens tag for bedre at kunne se! Om aftenen kommer hans forældre og den anden søster til kirken med en buket blomster. Jens begraves uden præst. Uden at blive ført ind i kirkebogen.
"Jeg kom hele tiden til at tænke på H.C. Andersens Historien om en moder. På de to blomster, Døden viser Moderen. Det ene blomst bliver et liv, fyldt med sorg og fortræd, og den anden får et liv med lykke og glæde. En af dem vil være hendes barn, siger Døden, men han vil ikke fortælle hende hvilken.
Sådan var det også med de to drenge. Tilsyneladende så ens: Samme navn, samme alder, begge gårdmandsbøm. Og alligevel fik de så forskelligt et liv", siger Jytte Sørensen.
De sidste papirer i sagen er et skænderi mellem bøddelen P. Schmidt og politimester Bülow, der mener, bøddelen har beregnet sig ågerpriser. Bülow vil bl.a. ikke ryste op med 10 rigsdaler for de to brædder, "nærmest et strygebræt", som danner skafottet.
Jens Hansen forsvinder ud af verden. Også i Varpelev glemmes hans navn. Han er nu blevet den Hovedløse. En myte om en morder, som der kunne spindes mange ender over på egnen i de kommende hundrede år.
Når Jytte Sørensen var så interesseret i lokalhistorie, så måtte det mord da lige være noget for hende, mente mange på egnen. Alle serverede hver sin familieversion af dramaet, men de fleste beretninger endte på samme måde, med en betroelse: En bestemt navngiven mand på egnen var oldebarn af morderens søster. Men det skulle der endelig ikke tales højt om, for han var både et flinkt og ordentligt menneske.
Da den "rigtige" historie blev viklet op, fortalte den om et barn, der blev gjort megen fortræd. I et samfund og en tid, hvor voldtagne 10-års piger, efter at have fået tørret det værste blod af lårene og fået varmen ved kakkelovnen, bliver sendt ud i novembernatten alene, har bømeprygl været hverdagskost.
Mordhistorien beretter også indirekte om et jemhårdt klassesamfund, med en embedslæge, der ikke gider tage sig af sagen om voldtægten af en tilfældig smededatter, og høje herrer, der bøjer loven og lyver, som det passer dem, når de idømmer karlene kæmpebøder. Og bønderkarlene kender godt betingelserne. De skal ikke have klinket noget. Duknakkede forklarer alle, at de ikke har set noget og ikke ved noget.
Siden gjorde Jens selv megen fortræd. Men samfundet tog grusom hævn over ham. Først halshugges han. Efter sin død dæmoniseres han - og bliver til "Den hovedløse".
"Det er så mærkeligt", siger Jytte Sørensen, "for de har kendt ham alle sammen, siden han var lille barn. Alligevel fortæller de om Den hovedløse. Bagefter har jeg tænkt på, at historien om det mord i virkeligheden er historien om et samfunds behov for syndebukke."