Omkring udskiftningen
i Varpelev 1799
Af Svend P. Jensen
Gårdene i Varpelev var fra gammel tid splittet op på de omliggende godser Juellinge, Gjorslev, Søholm - og en del gårde var såkaldt gammelt ryttergods, vel oprindeligt krongods under Tryggevælde len. Efter at dronning Charlotte Amalie omkring 1680 havde købt Gjorslev og Søholm, blev hele byen efterhånden krongods og indgik som sådan i det nye ryttergods, som blev oprettet i 1719. Anneksgården, som tilhørte Strøby-Varpelev sognekald, var dog uden for. De øvrige 20 gårde blev nu gjort lige i hartkorn, hver med godt 8 tdr. hk.
Allerede i 1743 solgte kronen godserne til købmand Chr. Lindencrone. Han nedlagde en forfalden gård, og der var nu frem til udskiftningen 19 gårde foruden anneksgården.
Varpelev var i den første del af 1700-tallet en fattig og forarmet by, den dårligst stillede inden for godsområdet. Det viste sig navnlig i 1730'rne ved talrige fæsteskifter. Nye fæstere rømte bort lige så hurtigt som de blev sat til gårdene. Det fremgår også af den store oversigt over tilstanden på godset, som Lindencrone lod udarbejde straks efter at han havde købt godset i 1743, se herom min artikel om Lindencrones reformer i Årbog fra Historisk Samfund i Præstø amt 1984 (fås bl.a. hos dyrlæge Poulsen).
Den dårlige tilstand skyldtes bl.a. forholdsvis lidt jord til byen. Gårdene i de to nabobyer Varpelev og Klippinge var ansat til næsten samme hartkorn, ca. 8 tdr., og skulle derfor betale det samme i landgilde og kongelige skatter. Men ved udskiftningen viste det sig, at der i Klippinge blev næsten 70 tønder land til hver gård, men Varpelev kun knapt 50 tdl. pr. helgård. Når gårdene i begge byer hver år havde tilsået ca. 15 tdl. med korn, så havde man i Klippinge hver 20 tdl. mere tilovers til græsning og høslæt, end i Varpelev. Der var dog også andre byer på Stevns, som havde lige så lidt jord, uden at forholdene blev helt så ringe, så også andre forhold har spillet ind.
Som skildret i nævnte artikel sluttede den første Lindencrone sin tid som godsejer med at ophæve hoveriet og give alle bønderne arvefæste på deres gårde. Der var tale om et så vidtgående arvefæste, at det nærmede sig selveje. Bønderne fik tinglyste skøder på deres gårde "til evindelig ejendom", med ret til at sælge og pantsætte gårdene til hvem de ville. De skulle intet betale for gårdene, kun fortsætte med at betale den lave landgilde samt et beløb for afløsning af hoveriet. Disse afgifter var fastsat i penge og stod uændrede under stigende priser og produktion, lige til man i slutningen af 1800-tallet købte gårdene til rent selveje for meget små beløb.
Ved eventuel benyttelse af jordebøgerne på Gjorslev skal man være opmærksom på, at administrativt blev10 af gårdene samt alle husmænd indført under Gjorslev, de øvrige gårde under Søholm. Det skyldtes formentlig fordelingen af hoveriarbejdet.
Alle gårde i Varpelev fik deres skøde samtidig, nemlig pr. l. maj 1769. Disse arvefæste- eller fribreve er bevarede på en del gamle gårde, nogle er afleverede til arkivet i Store Heddinge, enkelte findes på Gjorslev, mon der kan findes et fra en Varpelevgård? De er iøvrigt trykte og ens bortset fra fæsterens navn.
De første årtier efter reformerne blev ikke særlig gunstige. Der var mange misvækst år og epidemier. Under den fortsatte fælles drift i landsbyerne havde bønderne svært ved at forbedre driften, så de kunne skaffe de kontante hoveripenge, som nok var ansat ret højt. Skønt man nu næsten var selvejere, var det fortsat godsejeren, der ikke blot skulle have landgilde og hoveripenge, men også stadig skulle opkræve og havde ansvaret for betalingen af de kongelige jordskatter og tiende. Derfor blev der i næsten alle byer tale om voksende restancer eller gæld til godsejeren. I denne periode var Varpelev dog ikke den dårligste by, i adskillig andre byer fik man betydelig større gæld pr. gård. Forholdene blev som helhed mere stabile. På en del gårde i Varpelev sad endnu ved udskiftningen samme arvefæster, som havde modtaget skødet i 1769, og på andre en søn eller svigersøn - eller en enkes nye mand. På nogle få gårde var det dog gået så dårligt, at de i realiteten var gået tilbage til godsejeren, som naturligvis i skøderne havde forbeholdt sig første panteret som sikkerhed for betalingen af skatter og afgifter. Denne ret blev dog kun brugt i få ekstreme tilfælde, og snarere hvis nye arvefæstere lod gården forfalde, end hvis gamle fæstere havde gradvis stigende gæld.
Dette var forholdene, da den første Scavenius i 1793 købte Gjorslev og Søholm af Lindencrones søn, som ikke havde taget sig meget af godserne. Nu stod udskiftningen for døren, og Scavenius tog straks initiativ hertil. Om udskiftningen på Stevns, og de praktiske forhold i forbindelse med en udskiftning, se iøvrigt min artikel om landbruget på Stevns fra udskiftningen til 1914 i hæfte nr. 4 fra Stevns Museum.
Som de sidste 4 byer under Gjorslev - bortset fra Raaby - blev Varpelev, Klippinge, Sierslev og Lille Heddinge udskiftet i efteråret 1799.
Ved en udskiftningsforretning optrådte arvefæsterne som selvstændige lodsejere side om side med præsten som ejer af præstegård eller anneksgård, og godsejeren som mulig ejer af enkelte simple fæstegårde.
Straks efter sit køb i 1793 havde Scavenius sikret sig ejendomsretten til ca 20 gårde (ud af 243), og nogle flere blev overtaget i de følgende år. Det skete i klintebyerne for at han ved den forestående udskiftning kunne sikre sig råderetten over alle gårdlodder langs klinten lige fra Rødvig til Holtug. I de andre byer var han vel interesseret i at kunne optræde som lodsejer og dermed få indflydelse på udskiftningen. Men dertil kom, som godsforvalteren udtrykte det i et brev til godsejeren, at bønderne "skulle jages en skræk i livet", så de blev mere villige til at betale deres afgifter og betale af på gælden.
Der var i alle byer enkelte arvefæstere, som havde så stor gæld, at godsejeren uden videre kunne gå rettens vej og få gården stillet til tvangsauktion (gøre udlæg). Her var han som regel eneste køber og kunne overtage gården til en pris, der ikke dækkede gælden. Ofte blev fæsteren med familie boende i det gamle stuehus og drev måske endog jorden, idet gårdene føret blev besat med ny fæster efter udskiftningen.
I andre tilfælde blev der sluttet kontrakt om overdragelse af gården til godsejeren. Det drejede sig ofte om ældre fæstere uden direkte arvinger. De fik da måske en godtgørelse, fri bolig i stuehuset for deres livstid, og måske en mindre jordlod i faste.
I folketællingen 1787 startes med anneksbonden og skoleholderen, men derefter er de 19 arvefæstere anført i den nøjagtige rækkefølge, som gårdene lå byen rundt, begyndende i det nordøstlige hjørne, se iøvrigt den vedlagte skitse af byen 1799. De betegnes bonde og gårdbeboer.
Allerede i 1793 skaffede Scavenius sig ved dom og auktion 2 gårde i Varpelev, nemlig Mogens Pedersen (nr. 4 i 1787) og Lars Jørgensen (nr. 11). Begge gårde var tilsyneladende forfaldne. I de følgende år betegnes de som "øde", og på kortet fra 1799 ses kun en enkelt længe på deres plads. Lars Jørgensen var iøvrigt en mand på 77 år og havde siddet på gården lige fra 1743, over 50 år. På gård nr. 5 sidder i 1787 Rasmus Olufsen, som havde overtaget den efter sin stedfader. Mod ham var der allerede i Lindencrones tid indledt proces, uvist af hvilken grund. Han forsvinder ud af billedet, og også denne gård betegnes senere blot som tilhørende Scavenius.
I januar 1799, altså kort før udskiftningen købte Scavenius ved kontrakt gård nr. 13 af den velstående Jørgen Hansen. Han havde allerede som 19-årig overtaget gården efter sin fader, og han havde aldrig haft gæld til godsejeren. Han var ikke særlig gammel, men måske svagelig, han døde allerede i 1802.
Det ses af kortskitsen, at der var store bygninger til denne gård, og det fremgår også af folketællingen, at der boede 3 inderstefamilier foruden ejerens familie. Det har særlig interesse, fordi det nuværende hus nr. 9 (mtr. nr. 25) sandsynligvis er en rest af denne gård. Det fremgår af et fæstebrev, at Jørgen Hansen i 1778 fik tilladelse til at bygge et hus på 7-8 fag indrettet til smedehus, mod bestandig at udleje det til en person, som skulle være smed for byen. Husafgiften måtte han selv beholde, men skulle svare grundskatten og holde huset vedlige. I folketællingen ses, at den sidste familie nævnt under gården betegnes som inderste og smed, og konens søn af 1. ægteskab er anført som smededreng.
Det fremgår af senere jordebøger, at denne gårdlod ved udskiftningen blev delt, således at halvdelen af jorden blev til halvgården mtr. nr. 8, senere kaldet Kiddegård, det øvrige blev udlagt som 3 huslodder mellem skolelodden og vejen til Hellested. Jørgen Hansens enke havde ret til at blive boende på den gamle gård og havde tillige i fæste den første huslod på ca. 4. tønder land. Det fremgår af den nye matrikel, optaget ca. 1810-12, se vedlagte, at Jørgen Hansens enke har i fæste nye matr.nr. 25, sombestår af A ca. 4½ tdl., nemlig lodden bag skolen, samt B på godt 9,000 alen, hvilket må være den gamle gårdsplads til gård nr. 13. I Gjorslevs egen jordebog - numre i den anden kolonne i matrikelsoversigten - har halvgården (mtr.nr. 8) nr. 5 a, medens mtr.nr. 25 har 5 Ba, nr. 26 = 5 Bb og nr. 27 = 5 Bc.
Scavenius ejede altså ved udskiftningen 4 gårde, nemlig dem der i byen lå som nr. 4, 5, 11 og 13. Af disse kan nr. 13 som nævnt identificeres med mtr.nr. 8 og de tre huslodder. De andre 3 gårde havde været uden fæster i flere år. Svarende til disse under ét fik Scavenius ved udskiftningen udlagt 3 nye gårdlodder i marken. De blev først besat med nye fæstere flere år senere. Derfor er det ikke muligt at knytte nogen forbindelse mellem hver enkelt af disse gårde og en udflyttergård på marken. Vi ved kun, hvilke tre nye helgårdslodder der svarer til disse tre gårde under ét, jævnfør senere.
Kort efter udskiftningen, i december 1799, tilkøbte Scavenius sig ved kontrakt yderligere gård nr. 12 af arvefæsteren Hans Christensen. Dennes navn findes på alle udskiftningedokumenterne. Han må derfor have deltaget i lodtrækningen om udflytterlodderne. Derfor er det muligt, at hans navn findes på en lod på udskiftningskortet, således at denne gård kan identificeres med en lod i marken. Det har jeg ikke oplysninger om, men en formodning om, at det drejer sig om mtr. nr. 11, som allerede kort efter udskiftningen ses at være besat med en ny fæster, Claus Cordtsen (nr. 15 i FT 1801).
Bortset fra 3 - måske 4 - gårde kan man altså med sikkerhed fastslå, hvor de nuværende gårde har ligget i den gamle by, se byskitsen med løbenumre og matrikelsnumre.
__________
Referatet af åstedsmødet den 13. september 1799 om udskiftningen i Varpelev findes i Landvæsenskommissionsprotokol for Tryggevælde amt 1790-1806. Min udskrift, som forhåbentlig kan læses, er flere år gammel. Jeg mener den er ordret, men kan ikke sige det helt sikkert uden en kontrol. Men ellers taler den vel stort set for sig selv. Det vil være en fordel at kunne jævnføre den med en kopi af udskiftningskortet.
Som i de andre byer under Gjorslev blev opmålingen udført af landmåler Anders Bjørn og udskiftningsplanen udarbejdet af landinspektør Niels Lund. Disse udskiftninger regnes blandt nogle af de bedste i landet, med regelrette lodder, og derfor et stort antal udflytninger. I Varpelev blev kun 5 af de 20 gårde liggende i byen. Andre steder, hvor der var mange arvefæstere/selvejere, fik man dårlige stjerneudskiftninger, fordi de benyttede deres ret som lodsejere til at begrænse udflytningen mest muligt.
Især landmåler Bjørn roses for sit gode forhold til bønderne og sin umage for at overbevise dem om beregningernes rigtighed og udskiftningsplanens fordele.
Før udskiftningen havde hver gård - bortset fra den noget større anneksgård - rettigheder og afgifter svarende til godt 8 tønder hartkorn. Derfor skulle hver af de 19 gårde igen have lige store lodder beregnet i boniteret areal - d.v.s. jo bedre jord des mindre areal, og omvendt. Taksationen af byens jorder skulle i princippet udføres af kyndige bønder fra andre sogne, udmeldt ved herredstinget. I Varpelev fandt denne taksation sted d. 30-31./8 1799, men som det fremgår af vedlagte kopi havde Varpelev bymænd selv takseret jorderne, og denne taksation blev godkendt uden ændringer, og underskrevet af alle lodsejerne.
Taksationen følger den gamle metode. Man sætter byens bedste jord = 8. Da 1 tønde land er 8 skæpper land, så angiver en taksation af et stykke jord til f. eks. 12 mod 8, at af denne ringere jord vil der medgå 12 skæpper land til 1 tdl. bedste jord eller såkaldt boniteret jord. Alle jordstykker blev derefter omregnet, således at hver lod ved udskiftningen fik lige stort boniteret areal. Gårdene på den bedste jord - efter datidens bedømmelse - fik derfor det mindste areal. Af den senere matrikelsberegning ses - kolonne 2 under virkeligt areal - at anneksgården ved udskiftningen fik 71 tdl., medens de øvrige gårde, som skulle have lige stort boniteret areal, fik en variation i virkeligt areal - bortset fra de 5 halvgårde fra 42 til 60 tdl. Gårdene med højt vurderet jord ligger især omkring byen, men forskellen er ret lille bortset fra de særlig lavt vurderede, nemlig mtr.nr 24, 23, 16 og 2o, alle i de sydlige yderhjørner af bymarkerne. Også de to halvgårde 14 og 15 ses at være lavt vurderede, når man lægger deres arealer sammen.
Ved den nye matrikulering i 1812 var der ikke sket nogen ændringer i gårdantallet siden udskiftningen. Man kan derfor se, at medens alle Gjorslevs gårde tidligere var lige store helgårde, så er der i forbindelse med udskiftningen opstået 5 halvgårde, nemlig mtr.nr. 8 - hvor den anden halvdel af jorden som nævnt blev til 3 huslodder - samt nr. 9 og l0 og nr. 14 og 15. Det var Scavenius, der på denne måde allerede ved udskiftningen delte tre af de gårdlodder, som tilkom ham.
Da disse delinger altså havde fundet sted før tildelingen af matrikelsnumre i forbindelse bindelse med den nye matrikulering, så fik disse halvgårde og huslodder hver deres selvstændige matrikelsnummer. Derved kan man "kende" dem fra senere gårddelinger og udstykninger, hvor den nye ejendom får samme matrikelsnummer som stamgården, men med et bogstav bagefter.
I den vedlagte opstilling "Varpelev gårde 1799-1840" er yderligere fra skødeprotokollen medtaget de gårddelinger, som havde fundet sted før 1840, nemlig 16 a og og 23 a og b. Senere er jo adskillig flere gårde blevet delt eller mindre parceller frastykket.
Som det fremgår af udskiftningsakten s. 6 ønskede enhver - d.v.s. de udflyttende arvefæstere - at beholde deres gård- og haveplads i byen uforandret. Det er et træk, som går igen i alle byerne. Som arvefæstere var det bøndernes ret selv at bestemme over deres ejendom. Hvor bønderne var simple fæstere, beholdt godsejeren som regel de værdifulde gårdspladser med huse og haver for sig selv.
På de gårde, som blev liggende i byen, dannede den gamle gårdsplads og den nye lod en helhed, som blev opmålt under et. For de udflyttende gårde måtte de måles og vurderes hver for sig. Derfor ses på matrikelsberegningen, at de fleste udflyttergårde har jorden angivet delt på A og B, hvor A er den nye lod på marken, medens B er den gamle gårds- og haveplads i byen. Denne jord, som man selv rådede over i den gamle landsby, ses at have udgjort 6-9000 kv-alen, altså ca. ½ tdl. Man har vel som i andre stevnske byer haft kirsebærhaver, bærbuske og kålhave, måske hør eller en kalvefold. I modsætning hertil havde de gamle gadehuse - se f.eks. nr. 35-37 - som regel under1.000 kv-alen, kun til en kålhave. Både på matrikelsnumrene og på grundstørrelsen har man altså mulighed for at skelne imellem, hvad der er gamle gårdspladser med eventuelle rester af det gamle stuehus, og hvad der er gamle gadehuse, eller hvor disse har ligget.
Den gamle matrikel, i hvilken Varpelev gårde stod for godt 8 tdr. hartkorn, var matriklen fra 1682. Da blev alle dyrkede agre i de fælles bymarker opmålt og takseret, medens de fælles græsgange - overdrev, enghaver, hestehaver m.v. - som ofte udgjorde den største del af arealet - blev sat i hartkorn efter hvad de skønnedes at kunne yde i læs hø eller antal høveders græsning.
Da den gamle var forældet, blev der i begyndelsen af 1800-tallet udarbejdet en ny matrikel, som stadig er gældende i visse forbindelser. Den benævnes matriklen af 1844, fordi den først da blev sat i kraft, men arbejdet i marken blev på Stevns udført allerede i årene 1810-12
Ved den nye matrikulering gik man som regel ud fra den opmåling og fra den korttegning, som havde fundet sted kort forinden i forbindelse med udskiftningen, idet dog kortene skulle kontrolleres. Jorderne blev derimod nytakserede af professionelle landmålere, hvorved skulle sikres en mere ensartet ansættelse fra by til by.
I den vedlagte matrikelsberegning (kopi fra Gjorslevs arkiv) er det gårdenes ny hartkorn, der er opført yderst til højre. I den gamle matrikel stod Varpelev gård som nævnt for højt i forhold til byens beskedne arealer. Ved den nye matrikulering, hvor al jord blev takseret direkte, sker da også en betragtelig nedsættelse, nemlig fra før næsten 8 ½ td. hartkorn til mellem 5 ½ og 7 tdr. I modsætning hertil blev de meget større Klippingegårde, som før kun stod til 8,0 tdr. hk., nu sat op til i gennemsnit 9,2. Altså et mere rimeligt forhold mellem de to byer - men skatterne vedblev endnu i mange år at blive lignet efter det gamle hartkorn.
I Gjorslev godsarkiv (i Landsarkivet for Sjælland) findes talrige dokumenter vedrørende udskiftningen af byerne i godsområdet. Her fra stammer også de vedlagte kopier af regninger og erklæringer vedrørende udskiftningen af Varpelev. Landinspektørens regning er på 90 rigsdaler, og for de 19 bønder under Gjorslev bliver at betale 4 rdl og 2 mark pr. gård. Rentekammeret havde fastsat bestemte takster pr. tønde land. Landmåler Bjørns regning for opmåling og beregninger er på 169 rdl. Når anneksgården fragår, bliver der tale om 7-8 rdl. for hver af de andre gårde. Under denne regning har bymændene tilføjet, at "bemeldte regning, som vi antager, beder vi at vores høje herskab, herr justitsråd Scavenius, vilde gunst-behageligst for OB indbetale, da vi igen er villig at betale efter påfordring samme med øvrige udskiftningsomkostninger." Denne erklæring, og tilsvarende fra de andre byer, viser klart, at det ikke var godsejeren, men arvefæsterne selv, der betalte deres andel i udskiftningsomkostningerne.
Den sidste erklæring bekræfter blot, at bymændene er tilfredse med det udførte arbejde og beder godsejeren lægge pengene ud for dem i henhold til regningerne.
De samlede udskiftningsomkostninger beløb sig altså kun til 11-12 rdl. pr. helgård. Det svarede på daværende tid til prisen på en ko eller 4 tønder rug. Det virker utroligt, når man sammenligner med, hvad udskiftning og jordfordeling både dengang og senere, op imod nutiden, har kostet af tid og penge og besvær i andre lande, f.eks. England, Holland og Tyskland.
Arvefæsterne måtte også selv bekoste udflytning af deres gårde bortset fra den ringe hjælp fra godsejeren, som nævnes ved udskiftningen. Fra andre stevnske byer, hvor man fik de genopbyggede gårde synet og vurderet med henblik på ansøgning om bygningshjælp, ved vi , at bygningerne på en ny gård blev vurderet til 3-400 rdl., og at man kunne få 60-70 rdl. i støtte fra staten. De faktiske omkostninger har dog for en stor del bestået i eget og fælles arbejde. De gamle udlænger blev revet ned og alt brugeligt tømmer anvendt igen. Selv taghalm blev brugt igen, hvis den var nogenlunde ny. Kørsel af materialer har alle hjulpet med til, også dem der ikke skulle flytte ud. Gensidig bistand med kørsel ved byggeri fortsatte i landdistrikterne, lige til lastbilvognmændene tog over noget op i 1900-tallet.
Han har dog måttet købe noget nyt tømmer, jernbeslag, kalk m.v. og betale hugger eller tømrer for rejsning af bindingsværket. Oplysninger bl. a. fra Strøby viser, at en del gårde pådrog sig en gæld til købmænd i Køge på 150-200 rdl. for leverancer i forbindelse med gårdens udflytning. Men konjunkturerne var hastigt stigende i disse år.
I andre byer kan man se af ansøgningerne om bygningshjælp, at de fleste udflyttere havde deres nye gårde færdige allerede to år efter udskiftningen. Der er ikke fundet oplysninger herom fra Varpelev, Ved folketællingen i 1801 nævnes her kun 16 gårdfamilier. De 4 af Scavenius’ 5 gårde var ikke endnu besat med nye fæstere. Så vidt man kan se, var kun 5 gårde udflyttet, nemlig mtr.nr. 11, 12 og 15, samt 23 og 24. Nr. 11 var en af Scavenius’ gårde, nu besat med Claus Cordtsen. Det var formentlig den efter udskiftningen købte, nr. 12 i byen. 7-8 udflytterlodder, heriblandt også nogle af de fjerneste mod Hellested, har man altså i nogen tid drevet fra den gamle gård i byen.
Nye fæstere - og lidt slægtshistorie
I 1804 tilhandlede Scavenius sig endnu en gård, nemlig den
der i byen lå som nr. 1 (Ulrik Jørgensen), men fik udflytterlod mtr. nr.
22. Herefter havde Scavenius ialt 6 gårdlodder, af hvilke de tre var
delt i 5 halvgårde og 5 huslodder. Deres beliggenhed fremgår af vedlagte
skitse.
Fra 1801 besatte Scavenius sine gårde som simple fæstegårde. Forud må han selv have forsynet dem ned bygninger, men herom foreligger intet. Næsten alle de nye fæstere kom fra andre sogne, de fleste fra sogne på den anden side af åen, i Bjeverskov og Fakse herreder. Også til andre byer på Nordstevns kom der i disse år en del fæstere inde fra Skovbobyerne, eller arvefæstere solgte selv deres gårde til folk fra disse områder. Det er ikke klart, hvorfor der tilsyneladende manglede yngre stevnske karle, som kunne eller ville overtage fæste eller skøde på en del af gårdene. De fleste arvefæstegårde gik dog naturligvis videre i familien.
Som nævnt var nr. 11 allerede i 1801 fæstet til Claus Cordtsen. Han var søn af en smed i Valløby. Han blev kort efter byens sognefoged og var lige til omkring 1850 en af de ledende mænd i byen. En søn, Anders Clausen, blev "udvandrerfører" og var medvirkende til, at et særlig stort antal forholdsvis velstående familier omkring 1870 udvandrede til Amerika fra Klippinge, Magleby og Varpelev.
En broder, Ole Cordtsen, fik i 1804 fæste på nr. 22 samtidig med, at Scavenius som nævnt købte denne gård. Han kunne åbenbart ikke klare sig, og blev allerede i 1808 udskiftet med Peder Hansen fra St. Tårnby ( hvis søster var gift med min tip tip-oldefader på Hyldestød i Strøby ). Peder Hansen tog allerede 1811 hjem og overtog sin fødegård, men han afstod fæstet til sin svoger Albrecht Pedersen fra Tårnby, hvis slægt blev udbredt i Varpelev.
1802 blev halvgårdene nr. 9 og 10 fæstet til Ole Nielsen fra Hårlev og til Anders Nielsen fra Alslev. Nr. 8 blev fæstet til Christen Andersen fra Tåstrup. I 1819 blev nr. 9 fæstet af Jørgen Christensen, en søn fra Lergården, broder til Lars Christensen. Jørgen Christensens efterkommere var fæstere af nr. 9 i flere generationer, sidst vel Lars Jørgensen til 1916. Han er Ane Marie Hansens morfar.
Halvgården nr. 14 blev 1802 fæstet til Peder Larsen fra Varpelev. Han kunne ikke klare sig og blev allerede 1806 afløst af Lars Jensen fra Tårnby, som allerede 1807 blev afløst af Henrik Pedersen fra Tårnby. Hans søn Peder Henriksen var på denne gård (Tinggård) til l875, da gården blev overtaget og samtidig købt til selveje af Anders Jensen. Hvis Anders Jensen kom ind som svigersøn - hvad jeg ikke ved - er det vel endnu samme slægt på Tinggård.
Halvgården nr. 15 - Skønager - blev i 1802 fæstet til Jens Pedersen, ligeledes fra St. Tårnby. Han havde den til sin død i 1831, hvorefter den blev fæstet til en fynbo, Niels Pedersen Tømmermand.
Endelig blev nr. 20, Krogbækgård, i 1802 fæstet til Hans Thomasen fra Frøslev. Her var senere en søn Peder Hansen.
Det er vanskeligt at følge de simple fæstegårde, da de først optræder i skødeprotokollene fra det øjeblik de bliver købt til selveje. De ville dog kunne f ølges i fæsteprotokoller og jordebøger på Gjorslev.
Også nogle arvefæstegårde blev solgt til udenbys købere. Det vedkom ikke godsejeren, der skulle blot betales en "recognition" på 6 rigsdaler ved hvert ejerskifte.
Den gamle Niels Peitersen på nr. 16 - min tip-tip-tip-oldefader - solgte i 1805 sin gård til Anders Vincentsen fra Karlslunde. Denne gård blev delt, idet en søn Anders Andersen i 1840 fik skøde på 1/5 af lodden, l6b, medens en anden søn, Niels Andersen, i 1845 overtog de 2/3, l6a. Denne blev i 1878 delt ligeligt mellem Niels Andersens sønner, idet Hans Nielsen fik l6a - er Svend Christoffersen mon efterkommer af ham? - medens Anders Nielsen fik l6c.
Hans Jacobsen, arvefæster på nr. 25, solgte i 1808 denne gård til to brødre, Niels og Christen Andersen fra Børsted. De delte snart gården ligeligt imellem sig, således at Niels Andersen fik 25a, Søndergård, og Christen Andersen 25b, Pilegård. Christen Andersen døde omkring 1830, og enken blev gift med Jens Jensen, vist nok fra Valløby. Det eneste barn, en datter af første ægteskab, døde ung, og de adopterede en lille pige af fjern slægt. Da hun som 17-årig blev gravid, blev hun vist bort af stedfaderen og måtte søge ophold hos sine fattige forældre i Kongsted. Men da stedfaderen døde året efter, kom hun straks tilbage, blev gift med barnets far tømrer Jens Jensen fra Råby, og de overtog gården i 1857. I 1867 solgte de gården og udvandrede til Amerika. Som mange andre stevnsboere slog de sig ned i Iowa med deres 6 børn. Her blev deres ældste søn senere gift med en datter af Peder Rasmussen , som boede på gården i Klippinge ved siden af Tomsgård (lejrskolen). Han solgte gården i 1870 og udvandrede, ligeledes med 6 børn. Efterkommere af dem har flere gange været på Stevns og besøgte i 1986 både Pilegård og Tomsgård.
Før udskiftningen boede på gården nr. 6 i den gamle byorden Peder Rasmussen. Han havde fået gården efter sin fader Rasmus Hansen, og han blev i 1792 byens første sognefoged. Over for på nr. l7 - senere mtr.nr. 13 - boede hans svoger Rasmus Sørensen, gift med hans søster. Ved udskiftningen skulle nr. 6 blive liggende byen, men nr. 17 flyttes ud. Men da Rasmus Sørensen påstodes at være svagelig - han levede dog til 1840 - blev de to svogre - som begge er blandt mine tip-tip-oldeforældre - enige om at bytte gårde, således at Peder Rasmussen flyttede ud til loddet ved Klippinge skel, og Rasmus Sørensen flyttede over på nr. 6, gården ved kirken. Rasmus Sørensens datter Maren, født i 1799, blev senere gift med min tipoldefader Peder Jensen i Strøby. Rasmus Sørensen overdrog i 1811 gården til en søn Mads Rasmussen. Han døde nogle år senere. Så blev deres anden datter, Anna, gift med Peder Jensens broder Frederik Jensen fra Strøby, og de overtog gården. Hans Frederiksen var deres oldebarn.
Peder Rasmussen flyttede altså ud. Han var en særpræget mand. Han er den eneste af bymændene, der har kunnet skrive sit navn fuldt ud på udskiftningsdokumenterne og fra hans tid som sognefoged foreligger nogle velskrevne lægdsruller. Han havde også sans for pengesager. I 1811, da inflationen nærmede sig sit højdepunkt, solgte han sin gård til Anders Pedersen fra Skrodsbjerg for 11.000 rigsdaler. Han fik pengene udbetalt og købte statspapirer, som bevarede en stor del af deres værdi ved pengeombytningen efter statsbankerotten i 1813. Han boede nu nogle år som husmand i Varpelev. Men i 1820, da gårdpriserne under krisen var faldet stærkt, vandrede den nu 60-årige mand til fods ind til Ringstedegnen, hvor han for kun 700 rigsdaler tilkøbte sig arvefæstet på en smukt beliggende gård i Gyrstinge sogn, hørende under Sorø Akademi. En datter blev gift på nabogården Lyngsgård, hvor slægten findes endnu. En af hendes døtre blev gift med gmd. Hans Olsen i Høm. Deres ældste søn, Ole Hansen, Bringstrup, blev landbrugsminister ved systemskiftet i 1901 og erindres som "den første bonde i kongens råd".
En af Peder Rasmussens sønner, Rasmus Pedersen, blev på Stevns. Han blev gift med
en datter Maren på Spanager i Magleby, og de fik denne gård. Det er mine tipoldeforældre, idet deres ældste datter Sidse Marie blev gift med Jens Pedersen på Hyldestød. Maren havde en halvsøster Martha Marie, som blev gift med Mads Jacobsen på Nøddekær i Magleby. Af deres tre døtre blev den ene på Nøddekær, en anden blev gift med Peder Olsen på Tomsgård, og den sidste, Sidse Harie, blev gift med lærer H.H. Dahl i Varpelev. Fra dem stammer Dahlslægten. Min farfar havde jævnligt forbindelse med møller Mads Dahl og med hans søster Marie Dahl (Jensen), som boede i mange år i Varpelev som enke.
Der findes et par gamle nedtegnelser om disse slægtsforhold. Ifølge overlevering skulle nævnte Mads Jacobsen nedstamme fra en norske løjtnant. Det har kunnet bekræftes. Hans fader, som var husmand i Holtug, blev ofte skrevet som Jacob Løjtnant. Og i skifteprotokollen på Gjorslev er i 1752 indført skifte efter afdøde løjtnant Johan Feillen, som boede i et fæstehus i Holtug. Han efterlod sig 4 børn, deriblandt Mads Jacobsens fader Jacob Johansen. Der findes ikke i officersfortegnelser nogen Feillen, men derimod en officersslægt med navnet Pfeil, som er knysttet til Norge i begyndelsen af 1700-tallet. Der er sikkert tale om en forvanskning af dette navn. Men der er ikke fundet nogen forklaring på, hvordan denne officer er endt som husmand i Holtug. Det antydes, at hans hustru Inger Olufsdatter skulle stamme fra egnen, men det har ikke kunnet påvises.
Den ovennævnte Peder Rasmussen var fætter til Lars Christensen på Lergården. Begge tilhørte en gammel slægt, som i Varpelev kan føres tilbage til begyndelsen af 1700-tallet. Lars Christensen var oldefader til forfatteren Martin A. Hansen og omtales flere steder hos denne som soldaten, der kom hjem fra Napoleonskrigene.
Martin A. Hansens farfar og farmor, Jens Hansen og Inger Larsdatter, boede - efter at have haft præstegården i forpagtning, på Østerhøj i Strøby. Men begge var født i Varpelev i 1833, Inger Larsdatter som datter af Lars Christensen på Lergården og Jens Hansen som søn af unge Hans Jensen på Ågården.
Jens Hansens fædrene slægt kan følges langt tilbage. idet hans far kom fra Lillevangsgård. Denne gård har fra ældgammel tid hørt under præstekaldet som anneksgård. Præsterne klagede ofte over, at de kun havde tab af denne gård. De skulle betale de kongelige skatter, men kunne ikke føre effektivt tilsyn med driften, som led under, at forholdene som helhed var dårlige i Varpelev.
Forholdene blev bedre, efter at pastor Palludan i 1777 havde antaget Hans Hansen fra Strøby som forpagter af anneksgården. Hans Hansen var født på Agertved, men hans fader, som også hed Hans Hansen, kom fra Hyldestød.
Omkring 1804 blev forpagtningen overtaget af Hans Hansens søn Jens Hansen, født i 1777. Han blev samme år gift med Maria Madsdatter. De fik tre børn, nemlig i 1805, den senere Hans Jensen på Ågården, 1809 Espen, som senere fik en gård i Hellested, og 1813 Johanne, som blev gift med en slægtning på Stølgård i Strøby.
1814 døde Jens Hansen, kun 36 år gammel. Registreringen ved skiftet viser en betydelig velstand og en intensiv drift efter tidens forhold. Enken blev nu gift med sin afdøde mands fætter, Niels Rasmussen fra Agertved i Strøby. De fik ingen børn, og Maria Madsdatter døde i 1828. Niels Rasmussen blev gift igen med Karen Jensdatter fra Hellested, og det blev en søn i dette ægteskab, Rasmus Nielsen, der førte slægten videre på Lillevangsgård, som i 1850'erne blev købt til selveje. Det har været samme slægt indtil de sidste år.
Jens Hansens ældste søn Hans Jensen, købte i 1832 Ågården. Han blev gift med en pige fra Druebjerggård i Tåstrup, af Jens Herluf Jensens slægt. Hendes moder var fra Broager i Hellested, hvor også grønlandsforskeren Knud Rasmussens slægt stammer fra. Der er altså en fjern slægtsforbindelse mellem denne og Martin A. Hansen.
Hans Jensen og Anna Pedersdatter havde den ene søn Jens Hansen samt 8 eller 9 døtre, som blev gift rundt omkring på Stevns, vel bl.a. en på Tinggård.
Hans Jensens moder hed som nævnt Maria Madsdatter. Hun er i folketællingslisten fra 1787 opført hos Lars Olsen på gård nr. 3 som Maria, et plejebarn fra opfostringshuset, 11 år gammel. Lars Olsen var kort forinden blevet gift med den afdøde fæster Mads Sørensens enke. Maria er derfor som sine plejesøstre blevet kaldt Madsdatter, skønt der ingen familieforbindelse er.
Til arkivet i Store Heddinge er der fornogle år siden afleveret et stort materiale af en efterkommer af datteren Johanne, der som nævnt blev gift på Stølgård. Heri fandtes et såkaldt "testamente" udarbejdet i anledning af Niels Rasmussens hustrus begravelse den 7. marts 1828- Sådanne testamenter eller små levnedsskildringer blev udarbejdet af præsten eller degnen ved særlig fremtrædende eller agtede personers begravelse, og overladt til familien. Heri berettes, at Maria Madsdatter 7 dage gammel fra opfostringshuset blev bragt til gårdmand Mads Sørensen i Varpelev og der fortælles i korte træk om hendes liv (kopi af afskrift vedlagt). Ifølge en overlevering i slægten skulle faderen være en skibskaptajn, ifølge en anden skulle det være en præst. Det er formentlig gætteri, men man kan da spekulerer over, hvilke arveegenskaber, der dengang er kommet ind i slægten. Iøvrigt ses af folketællingslisten af 1787, at der på mange gårde var børn fra opfostringshuset. En del blev på egnen og blev gift, bl.a. var Knud Jensen, som i 1803 fik mtr.nr. 17 efter sin plejefader Hans Jensen, et opfostringsbarn.
Søren Madsen, som i mange år havde fæste på huset mtr.nr. 25 og den tillagte jordlod, var søn af Mads Sørensen og altså plejebroder til Maria Madsdatter. Hans søn Hans Sørensen fik fæstet efter faderen. Han var soldat i 3-års krigen, indkaldt i 1849 - hvor han nogle måneder var krigsfange i Rendsborg - og igen i 1850. Der foreligger en ret omfattende brevveksling mellem ham og hustruen, Margrethe Bondesdatter fra Strøby. Især hendes breve - af hvilke nogle er skrevet af lærer Dahl - fortæller om en husmandskones besvær med at få hjælp til at passe den lille jordlod - 4-5 tdl. - og om de to køers og grisens trivsel. Afskrift af disse breve kan om ønsket stilles til rådighed. (Brevvekslingen er i 199x udgivet: Jytte Sørensen: Kjære Konne...)
Arvefæstere og fæstere
Arvefæsterne skulle uanset konjunkturerne kun betale ca. 17 rdl. i
landgilde og hoveripenge. Desuden skulle de gøre en kort og en lang
"rejse" med hestevogn for herskabet samt levere 1 gås, 2 høns og en snes
æg. Ved hvert fæsteskifte skulle erlægges en recognition på 6 rdl. til
godsejeren som "herlighedsejer".
Fordelen var ikke blot, at disse ydelser var lave og faste, men især at de frit kunne disponere, var sikret fordelen ved forbedring af gården, samt ikke mindst at de selv fik konjunkturgevinsten, efterhånden som gårdpriserne steg. Denne fordel blev naturligvis efterhånden kapitaliseret, især når gårde blev solgt til fremmede, jævnfør Peder Rasmussens salg. Overdragelse til en søn eller svigersøn skete dog som regel til priser, som lå under det halve af prisen i fri handel. Til gengæld skulle der ydes aftægt til forældrene og ikke så sjældent ydes underhold til handicappede søskende, som ikke kunne klare sig selv.
Godsejeren havde en klar økonomisk interesse i at få flest mulige af gårdene gjort til simple fæstegårde, f.eks. som vi har set ved at få forgældede arvefæstere sat ud eller ved at købe gårdene, mens de endnu var billige. Så havde han ret til at give dem i simpelt fæste på livstid på de vilkår, som han kunne opnå i det "frie marked". Dels kunne han søge at opnå en stor "indfæstning" af den nye fæster - der er eksempler på 4-500 rdl. - også selv om denne var en søn af den afgående. Desuden kunne han frit forhandle den årlige afgift op ved hvert fæsteskifte til det som gården kunne bære. Her var det altså ham, der indkasserede konjunkturgevinsten, både løbende og i form af gårdenes værdistigning. Da mange fæstere i sidste halvdel af 1800-tallet købte deres gårde, måtte de betale op til 10.000 kr. for en helgård, medens arvefæstere på samme tid kunne købe deres gårde til rent selveje for 8-900 kr.
Omkring år 1800 opdagede Scavenius og hans godsforvalter, Wilhjelm, at der måske var en mulighed mere for helt gratis at få ændret en betydelig del af godsets 243 gårde fra arvefæste- til fæstegårde. I de originale arvefæste- eller fribreve fra 1769 stod udtrykkeligt, at ejendommen blev overdraget fæsteren til evindelig ejendom på den anført betingelser med hensyn til at svare afgifter og skatter, forrette kørsler mv., samt at godsejeren havde panteret med 1. prioritet som sikkerhed for betalingen af ydelserne.
Indtil 1775 blev overdragelser tilsyneladende slet ikke noteret i fæsteprotokollen, det blev betragtet som godsejeren uvedkommende, da bønderne jo i realiteten var selvejere. Men så begyndte man igen at udstede nyt fæstebrev, når der kom ny arvefæster, som oftest en søn, svigersøn eller enkes nye mand. Og de nye fæstebreve blev indført i fæsteprotokollen, som endnu findes på Gjorslev.
Forvalteren foretog imidlertid systematisk en lille ændring, som ingen hæftede sig ved. De nye fæstebreve indledtes med, at den nye fæster sin livstid må nyde, bruge og beholde gården på de betingelser, som det i 1771 udstedte arvefæste- eller fribrev indeholder. Denne formulering var juridisk klart selvmodsigende. I de ret få tilfælde, hvor godsejeren havde overtaget en gård ved tvangsauktion, blev der ikke henvist til arvefæstebrevene, så her blev gårdene klart givet videre som simple fæstegårde.
I 1781, vel efter et forvalterskifte, holdt man brat op med den ændrede formulering og henviste blot til bestemmelserne i de originale arvefæstebreve.
Omrking år 1800, syv år efter at han havde købt godserne, blev Scavenius eller forvalteren opmærksom på den ændrede fæstebreve, som var udstedt på 70-80 gårde, næsten 1/3 af samtlige, og så en mulighed for at udnytte dem økonomisk. I begyndelsen gik man forsigtigt frem og søgte i hvert enkelt tilfælde, når der skulle ske generationsskifte på en gård, at lokke eller true de pågældende til at gå med til øgede ydelser, enten en højere årlig afgift i penge, eller en ændring fra penge til korn. Eller man forlangte et stort engangsbeløb, indfæstning, for at lade sønnen fortsætte som arvefæster. Der er eksempler på, at man fik folk til at betale helt op til 500 rd. Man var forsigtig med ikke at anfægte selve arvefæstet, men i nogle tilfælde blev det nye fæstebrev udformet på en sådan måde, at man ved næste generationsskifte ville kunne påstå, at bonden selv havde accepteret et simpelt fæstebrev.
Efterhånden blev der dog en forståelig uro blandt bønderne. Nogle besindige ældre bønder, som mente at have besiddet deres gårde som arvefæstere i næsten 30 år, og snart skulle overdrage den til deres arvinger, indsendte i 1804 en anmodning til myndighederne om, at der blev nedsat em kommission til at klargøre deres rettigheder. Det lykkedes dog Scavenius at hindre, at der skete noget. Først i 1810 vovede en bonde i Magleby at udfordre godsejeren. Han søgte at gå helt uden om denne ved at udnytte sin formodede ret som reelt selvejer til at overdrage gården til sin svigersøn ved et gavebrev, som han indleverede til tinglysning. Scavenius søgte ved trusler at afholde herredsfogden fra at tinglyse gavebrevet, men der blev opnået en kendelse ved højesteret om, at tinglysning ikke kunne nægtes. For at ikke hele korthuset skulle falde sammen, var Scavenius nu tvunget til at anlægge sag ved domstolene for at få dom for, at den pågældende slet ikke var arvefæster og derfor ikke berettiget til at overdrage sin gård. Denne sag tog 5 år. Bonden vandt ved herredsretten, tabte ved overretten, men blev i 1815 ved højesteret anerkendt som arvefæster.
Så skulle man mene, at sagen var afgjort for alle gårde, som havde tilsvarende fæstebreve fra 1775-81. Men godsejeren hævdede, at der var tale om et særtilfælde, og han ville ikke generelt frafalde sine krav. En snes bønder fik nu bevilget fri proces og man måtte igen gennem lange retssager, førend man fik en ny afgørelse ved højesteret i 1822 - efter at den første Scavenius var død. Afgørelsen gik atter godsejeren imod. De fleste bønder blev anerkendt som arvefæstere. Kun i de tilfælde, hvor gårde på et tidspunkt var overtaget af godsejeren ved auktion og givet videre i fæste til personer, som ikke var i slægt med den første arvefæster, fik godsejeren medhold i, at dernu var tale om simple fæstegårde.
Tre gårde i Varpelev var indblandet direkte i processerne, nemlig (se oversigt Varpelev Gårde) mtr.nr. 8 - 1812 Hans Sørensen, nr. 18 - unge Jens Jensen - og nr. 19 - Ole Jeppesen. Af disse blev de to sidste anerkendt som arvefæstere, fordi der kunne påvises fortsat slægtskab fra første arvefæsters tid. Derimod Blev Hans Sørensen kendt simpel fæster, fordi gården, før hans fader fik den i fæste, klart havde været købt tilbage af godsejeren og en tid været på fremmede hænder.
Endnu to gårde er gennem 1800-tallet anført som simple fæstegårde, nemlig mtr.nr. 4 og 24. For nr. 4 står det klart, at den så sent som omkring 1790 måtte overtages af godsejeren og derefter blev lejet ud, fæstebrev synes ikke at foreligge. For nr. 24 er det mere uklart. Enten har Ole Madsens enke afstået fra at gå med i processerne, eller hun har engang efter udskiftningen afstået gården til godsejeren, idet at det er noteret nogen steder.