Varpelev er noget for sig

Af journalist Peter Hald og trykt i Dagbladet 22. maj 1991. Gengives her med tilladelse fra Peter Hald.

"Der er de onde, de gode... og så er der dem fra Varpelev"

Sådan lyder et gammelt ordsprog fra Vallø-egnen. Og der er noget om snakken. Varpelev, en lillebitte landsby i Vallø kommune, er og bliver noget for sig selv.
Byen har en historie, som kun få andre landsbyer kan opvise. Varpelev har nemlig ubrudte rødder langt tilbage i fortiden. De første bebyggelser på stedet er fra yngre stenalder, og er dermed over 3000 år gamle. Nye bopladser kom siden til ovenpå eller ved siden af de gamle, og i romersk jernalder omkring år 2000 var Varpelev faktisk et meget rigt og betydningsfuldt samfund.

Rane-slægten
Også i vikingetiden og i middelalderen var Varpelev et sted, man regnede med. I 1200-årene var en del af byen ejet af den magtfulde Rane-slægt, og på det tidspunkt lå der en adelig hovedgård i byen foruden den imponerende kirke.Men Varpelev kunne ikke bevare sin betydning som magtcentrum, og blev sidenhen reduceret til en "almindelig" landsby.
Og dog.

Ikke altid for det gode
For trods alt har det lille samfund altid forstået at gøre sig bemærket, uanset sin beskedne størrelse.
Ikke altid blev Varpelev kendt for det gode.
I 1852 begik en karl fra egnen for eksempel et grusomt mord på en ung tjenestepige. Morderen blev fanget og siden halshugget i fuld offentlighed på stedet.

Sammenhold
Også i nyere tid har Varpelev stukket næsen frem. Heldigvis ikke med flere mord eller halshugninger. Byens indbyggere har derimod fremvist mange gode eksempler på udholdenhed og stædighed.
For selv om borgerne i Varpelev kan strides og være uenige ligesom alle andre, har de et ganske særligt talent for sammenhold, når det virkelig gælder.
Et godt eksempel er byens succesrige kamp for at få genoprettet sit trinbræt til Østbanen.

Brug for togforbindelse
I 1983 blev trinbrættet i Varpelev nedlagt. Men borgerne havde absolut ikke til sinds at finde sig i, at toget blot drønede forbi. Man havde brug for togforbindelsen, og derfor indledte Varpelev en lang og sej kamp for at få Østbanen på bedre tanker.
Byens borgerforening pressede på med stor stædighed, og efter seks års kamp lykkedes det endelig: Trinbrættet blev genåbnet for fuld musik den 28. maj 1989.
Østbanens knæfald for Varpelev er ikke blevet gjort til skamme. Faktisk er det lille trinbræt i forhold til byens størrelse en af de mest flittigt behyttede stationer i Østbanens regi.

Finder sig ikke i alt
Også på andre områder viser Varpelev, at den ikke vil finde sig i hvad som helst.
Når kommunen tromler for hårdt frem med lokalplaner eller med kloakering, råber borgerne vagt i gevær.
Og der bliver lyttet.
Men Varpelev har også oplevet modgang.
Et af de større tilbageslag i nyere tid var da byens eneste butik, Brugsen, lukkede i juli 1990. Det skete ikke uventet. Økonomien i Brugsen havde længe skrantet, men alligevel var det en trist dag, da nøglen blev drejet om i butikken for sidste gang.
Der er dog stadig liv i byen, omend ikke som i "gamle dage", da bønderne forsamledes til de hyppige baller i forsamlingshuset. Men forsamlingshuset bruges stadig, og nu er også projekt "Ranestedet" kommet til. En selvejende forening er i færd med at restaurere kommunens ældste hus i Varpelev Bygade 9, som faktisk ligger ovenpå den gamle adelige hovedgård fra middelalderen.

Bevarer rødderne
Der er delte meninger om Ranested-projektet. Men eet står fast: Byen har bevaret sine rødder til fortiden, og er som ganske få byer solidt plantet i den danske muld.