Varpelev kirke

På youtube ligger der en fin lille film om Varpelev kirke med bl.a. kirkeklokkerne som en del af et projekt om danske kirker: https://www.youtube.com/watch?v=nhFZCV2Owzg

Fra "8 landsbykirker i Vallø Kommune" af Jytte Sørensen, Vallø lokalhistoriske Arkiv, 1997.

Varpelev Kirke ligger lige øst for Tryggevælde ådal og på det højeste sted i byen.

Kirken hører til blandt de ældre kridtkirker i Vallø Kommune. Den er bygget med skib og kor i romansk tid dvs. i årene 1080-1175 og har, lidt usædvanligt, allerede i slutningen af denne periode fået tilføjet tårnet. Omkring 1300 har, igen på et tidligt tidspunkt, en overhvælving fundet sted. I den sengotiske tid 1475-1536 er tilbygningerne og taggavlene føjet til. De er bygget af røde munkesten, formodentlig genbrug fra den nærliggende nedbrændte storgård. En bemærkelsesværdig omstændighed ved kirken er, at man ikke alene har begrundet formodning om, at bygherrerne har tilhørt en bestemt slægt, Raneslægten, men også, at der kan sættes navne som Herlug, Niels og Peter på nogle af dem.

Kirkeejere

Forholdene i Varpelev giver næring til teorien om, at det var en lille jordejende overklasse, der i 11-1200 tallet havde magt og midler til at rejse de første små trækirker. Disse blev hovedsagelig bygget i tilknytning til gårdkomplekserne med den tanke at være private kapeller, bygget for at sikre jordejeren selv og hans slægt et gravsted i Guds hus. I årene efter blev kristendommen almindelig udbredt. Dermed skulle kirkerne ikke alene være gravkirke for de helt få, men også være dåbskirke for en større kreds. I årene efter tiendens indførelse 1170 byggede stormændene derfor kirker igen, denne gang lidt større og af sten.

Raneslægten
Lige vest for kirken er afdækket rester af en 34 meter lang stormandsgård, der i 1200-1300 tallet tilhørte den indflydelsesrige slægt Rane. Det har sandsynligvis været denne slægt, der har bygget den første kridtstenskirke med skib og kor og senere forsynet den med både et tårn og hvælvinger. Slægten kendes kun i godt 100 år. Den erhvervede sig meget strøgods på Stevns og havde hovedgårde i Varpelev, Magleby, Havnelev, Søholm og Gjorslev samt forbindelse til Karise. Af slægten kendes brødrene Jens og Oluf Ranesen. Muligvis er også den senere omtalte hr. Herlug i Varpelev en bror.

Raneslægtens
våbenskjold

Anden generation af Raneslægten skulle indskrive sit navn i Danmarkshistorien. Først og fremmest ridder Rane Jonsen, søn af Jens Ranesen, kongens kammermester, ejer af Gjorslev, og kendt i hele landet som deltager i mordet på kong Erik Klipping i Finderup lade 1286. Om størrelsen af hans andel i ugerningen har der senere været uenighed. Han blev dømt fredløs og 8 år senere henrettet af kong Erik Menved. Mærkværdigvis blev Rane Jonsens bror, Niels Rane, ejer af bl.a. Klinteskoven på Stevns, alligevel medlem af Erik Menveds svorne råd. Dog kun til kongen fik et brev i hænde, hvoraf fremgik, at Niels deltog i rådslagninger mod sin konge. 1316 blev Niels henrettet ved radbrækning.

Varpelev-grenen af slægten, ejer af gård og kirke, er tilsyneladende mindre forræderisk. Et medlem herfra, Niels Herlugsen, formentlig fætter til de to henrettede, er kongens kammermester. Ikke alene han, men også hans to brødre, Peder og Clement, er og forbliver kongens tro mænd. En senere omtalt gravsten i kirken er netop over Niels og Peter med ægtefæller samt deres far hr. Herlug.

Niels Herlugsens søn, ridder Jens Nielsen, skrev sig "af Varpelev". Denne bliver den sidste af gårdens ejere fra Raneslægten. Han må i første halvdel af 1300 tallet afhænde de fleste af sine besiddelser, herunder gårdene i Søholm og Varpelev.

Bispestolen
I løbet af samme århundrede erhvervede Roskilde bispestol i "tomrummet" efter Raneslægten på forskellig vis adskillige af slægtens tidligere besiddelser på Stevns, herunder Gjorslev og Varpelev. Bispestolen var i forvejen en af Sjællands største jordejere og nåede op på at råde over hver 4. gård i stiftet. Kirken i Varpelev forblev under Roskildebispen til reformationen i 1536, hvor alt bispegods kom under kongemagten ved Christian den 3.

Kongemagten (Charlotte Amalie) 1536-1743
Kongen solgte hurtigt de stevnske jordbesiddelser, og de var på private hænder til 1678. Dette år købte Christian den 5.'s dronning, Charlotte Amalie, Gjorslev, året efter Søholm og senere Erikstrup. Hun samlede jordene således, at Søholms bøndergods var beliggende i de tre nærmeste sogne: Magleby, Strøby og Varpelev.

I 1682 fik hun fra sin mand kongen Jus patronatus til Holtug, Magleby, Strøby og Varpelev sogne med kirkens andel af tienden af de nævnte sogne samt herligheden over præstegårdene og degnebolene. Hun henlægger kirken under Søholm. Efter hendes død blev efterfølgeren i 1716 sønnen Frederik den 4. Kongen havde planer om oprettelse af store rytterdistrikter og slog derfor Gjorslev, Søholm og Erikstrup sammen til en enhed, men hans planer fik kun kort levetid.

Slægterne Lintrup og Scavenius
I 1743 købte kammerråd Christian Lintrup ved offentlig auktion Gjorslev, Søholm og Erikstrup med tilhørende 243 bøndergårde, huse, kirker og skoler af Christian d. 6. Herunder altså Jus patronatus til Strøby og Varpelev kirker og kirkens andel af tiende til samme. I 1793 blev Gjorslev solgt til slægten Scavenius, og herfra overgår Varpelev Kirke til selveje 1. januar 1910.

Pastoratet

Strøby og Varpelev sogne udgjorde et pastorat, indtil de adskiltes i 1967. Derefter blev Varpelev annekssogn til Hårlev. I 1787 boede 166 personer i Varpelev, mens befolkningen i 1996 udgjorde 210.

1. Byggefase

Romansk tid 1080-1275
Kirken er oprindelig bygget med øksehugne kridtkvadre og har bestået af et kor og et skib, der efter sædvane på Stevns kun har haft et højtsiddende vindue i hver side. Det oprindelige kor og skib er bevaret med undtagelse af korets nedbrudte østgavl.

Indvendig i korrummets sydvæg ses en præstedør. Dens senere tilmuring ses tydeligt udefra lige vest for korvinduerne. Også norddøren, kvindedøren, er velbevaret og kan ses inde i kirken, mens den udefra næsten er skjult af senere støttepiller. Umiddelbart oven for døren ses et bevaret malet indvielseskors, mens samtidige malede dekorationer på triumfvæggen er væk.

I slutningen af peroden er det velbevarede tårn bygget, hvortil der har været adgang ad en dør fra kirken. Man har fortsat anvendt kridtkvadre som byggemateriale, men de er smallere og mere regelmæssige end skibets. Det er et bemærkelsesværdigt tidligt tidspunkt for tårnbyggeri på Sjælland. Tårnets nuværende afslutning er ikke den oprindelige.

2. Byggefase

Tidlig gotisk tid 1275-1375
Lidt senere eller måske i fortsættelse af tårnbyggeriet blev kirken overhvælvet ikke alene i det oprindelige kor, men også i skibet. Byggeriet af hvælvinger var i sig selv påfaldende tidligt. Dertil kom yderligere, at man ikke alene vovede at sætte hvælvinger op i koret, men også i skibet. Den betydelige og nogenlunde sammenhængende byggeindsats i Varpelev Kirke har påkaldt sig arkitektmæssig interesse således, at man kan læse følgende: "Så tidligt udførte hvælvinger er med deres mægtige kapper og fine arkitektoniske detaljer en langt større præstation end senmiddelalderens skødeløst opførte halvstenshvælvinger".

I Karise byggede en stormand, Peter Olafsøn, en helt ny kirke omkring 1260, og i sit testamente i 1261 indsatte han som eksekutorer blandt andre den formodede bror til hr. Herlug, Jens Ranesen. Der har altså været en ret nær forbindelse mellem bygherren i Karise og Raneslægten, hvilket også giver belæg for følgende fra den tidligere citerede artikel: Man kunne forestille sig, at stormanden i Varpelev har ladet sig inspirere af Karisebyggeriet til at give sognekirken, som hans forfædre måske har ladet bygge, de forbedringer, der først i de fgølgende par århundreder fulgte i de øvrige landsbykirker: Lofter af sten og tårn ved vestgavlen. Hvælvingerne i Varpelev og Karise ligner hverandre så nøje, at de i tilblivelsestid synes at være nærstående".

Også vinduerne bliver berørt af hvælvbyggeriet. De to oprindelige vinduer lukkes, og i stedet gennembrydes muren til flere nye vinduer. Af disse kan to stadig ses på nordsiden af henholdsvis skib og kor.

Ved byggeriet blev de eksisterende kalkmalerier ødelagt, og man malede derfor i koret de kalkmalerier, der stadig kan ses, og som omtales senere som nr. 2, 3, 4, 5 og 6.

3. Byggefase

Gotisk-sengotisk tid 1375-1536
Denne periodes tilbygninger og gavlændringer er hovedsagelig bygget i munkesten.

Teglen er nu blevet den mest anvendte byggesten, og i Varpelevs tilfælde var en del sikkert genbrug fra den overfor liggende storgård, der var nedbrændt i 1300-tallet. Den gård, hvis ånd og magt havde formået at give liv og kraft til en kirke, gav således også efter sin "død" støtte til kirken. Den sidste gang i form af rent fysiske sten til kirkens udvidelse.

Tårnhuset

Den oprindelige adgang til tårnet kendes ikke. Men en tid har man klaret sig med en stige gennem tårnhvælvets sydøsthjørne. På tårnets nordside bygges nu et trappehus af munkesten med rund kridtstensspindel. Et par skifter over dørrundingen er indmuret en knoldet flintesten. Den enlige flintesten må absolut være anbragt med hensigt. Fra gammel tid brugte man stål og flindt til at slå ild med. Overtroen fortalte, at ilden skræmte trolde og heks. Ofte lagde man derfor over husets indgangsdør noget stål eller flint som beskyttelse. Til trods for at netop Guds hus måtte anses for et sikkert sted, har man åbenbart alligevel villet "dobbeltsikre" sig. I over 500 år sad stenen uforstyrret på sin plads. Om den har kunnet beskytte mod troldtøj skal være usagt; men for få år siden blev en del af flinteknolden slået af. Vandaler kunne den altså ikke klare. Og dog – resten af stenen sidder fast og godt muret ind, og dens nye muslede brud står sort og ekstra tydeligt mod de røde sten.

I samme periode får tårnet nye taggavle. Sædvanligvis giver munkestenen anledning til bygning af trappegavle og et væld af højblændinger. Men tårnet her er bygget med en glat kam, toptinde og kun 3 højblændinger. Triumfgavlen dvs. skibets østgavl forsynes med glat kam og toptinde identisk med tårnets afslutning.

Koret forlænges med en blanding af munkesten og kridtkvadre. Formodentlig betinget af de på stedet værende sten. Det bygges med hvælv og forsynes med kalkmalerier, der i dag er overtegnede eller overkalkede. Våbenhuset bygges og får trappegavl og to højblændinger. En senere tilbygning er sakristiet og her er både syv kamtakker og fem højblændinger.

1600-1900
I 1600-tallet blev formentlig tårnets to støttepiller af limsten og med to sæt halvtage bygget. Skibets nordside fik en lignende, men lavere og sværere støttepille. I 1706 foretog dronning Charlotte Amalie en hovedistandsættelse af kirken. Herunder blev hele kirken nærmest overdekoreret, men i dag kan kun ses dronningens monogram smykket med krone, årstal og løver.

Korgavlen har "i ny tid" dvs. formodentlig efter 1850 fået sin taggavl fornyet med kridtsten. Tagene er forsynet med vingetegl, mens der ligger munketegl på tinder, støttepiller og dele af kirkegårdsmuren.

1900-
1906 ventes der på ministeriets tilladelse til at gennembryde tårnets vestmur for at indrette et ligkapel i tårnrummet. Synsprotokollen fortæller i 1913, at tårnrummet nu har fået adgang udefra, er blevet skilt fra skibet med en mur og er indrettet til kapel. Samtidig er dørene til våbenhus og kirke blevet fornyet. Ved kirkens restaurering i 1923 flyttes kapellet imidlertid til våbenhuset, og ny adgang til kirken bliver gennem tårnrummet. Tårnets indgangsparti og trappe er senest renoveret i 1987.

I 1940 erklæres kakkelovnen for ubrugelig. Man må købe nyt varmefyr, der anvendes, til der bliver installeret varmluftsanlæg i efteråret 1971. Vand bliver indlagt i sakristiet 1976.

I 1920erne står kirken gulkalket, men i dag står kirken uden kalklag og fremviser sine forskellige byggefaser. I 1983 afviser menighedsrådet et forslag om kalkning med ordene: "vi finder den smukkest, som den står". En erklæring, man kun kan tilslutte sig.

Kalkmalerier

Nationalmuseet foretog i 1956 og 1988 undersøgelser af kirkens kalkmalerier. Nogle blev afdækkede og restaurerede, andre blev igen tildækkede. De efterfølgende citater er fra disse indberetninger. Kalkmalerierne omtales i kronologisk rækkefølge.

Oversigt over Varpelev kirkes kalkmalerier

Skibets vestfag, nordvæggen nr. 1
Her er kirkens ældste dekoration, der har været der "altid", dvs. fra kirkens opførelse: et rødt indvielseskors. Nationalmuseets folk skriver: "I kirkens oprindelige del blev fundet 4 romanske indvielseskors, malet med rød farve efter skitsering ved indridsning med passer i den friske puds, og altså malet umiddelbart efter kirkens opførelse ... Korset på kirkens nordvæg fik lov at stå fremme i kirken, da det var yderst velbevaret ... Der har sandsynligvis været flere indvielseskors fra denne periode i kirken, men disse må være gået tabt i forbindelse med udvidelse af vinduer og andre indgreb i bygningen. På triumfvæggens vestside konstateredes enkelte rester fra en dekoration, som rimeligvis også stammer fra denne periode, da den er malet før hvælvenes opførelse. Disse farvespor blev atter dækket til".

I korets vesthvælv (det oprindelige kor) nr. 2, 3, 4, 5 og 6
Under hvidtning af kirken i 1956 opdagedes spor af farvet kalkpuds. De fundne ornamenter er fra slutningen af 1200 tallet, dvs. de er malet, da kirken blev overhvælvet. Meget smukke ornamenter er anbragt øverst i hvælvets fire kappespidser (nr. 2). Hjerteformen er ens for dem alle, mens rankerne og løvets form varierer. På ribberne op mod hvælvets centrum og på rundstave langs buerne er malet røde og hvide felter (nr. 3), mens buerne er dekoreret med en grå kvadermaling, hvor fugerne er malet hvide afgrænset af to røde streger (nr. 4). I hjørnerne ender kapperne og ribberne i små konsoller, der er marmorerede (nr. 5). Fra toppen af buerne vokser en enkelt stængel med mange blade ca. 1 m op i kapperne.

Udsmykningen har så mange fællestræk med en tilsvarende dekoration i Teestrup Kirke, at det helt klart menes udført af samme værksted. Hvad der derimod kun findes i Varpelev er den bemærkelsesværdige unskription. I østkappen er der på begge sider af stængelen malet: Magist Nicolaus (nr. 6). Om denne lærde mand vides intet. Han er formodentlig af Raneslægten og skal muligvis huskes, fordi han har bekostet hvælvingerne. Tidsmæssigt kunne det så være den hr. Niels Herlugsen, hvis gravsten er i kirken. Men det er kun gætterier. De ca. 15 cm høje, spinkle bogstaver er først ridset ind i pudsen og herefter malet med sort farve. I skibet blev konstateret rester af tilsvarende udsmykning, men disse er tildækkede.

I korets østhvælvs østkappe nr. 7
over krusifikset fandtes et kalkmaleri af en rytter, der var malet direkte på hvælvets oprindelige pudslag, dvs. da koret blev forlænget i årene 1475-1536.

"Rytterbilledet er ikke ret stort, vel knapt 40 x 30 cm og uden nogen indramning. På den galopperende hest, der er groft, men ganske livagtigt malet, sidder en rank rytter med sværd ved siden. Et morsomt træk er det, at figuren for udmalingen på overmåde ubehjælpsom vis er indridset i pudsen. Til forskel fra det malede billede, hvor man ikke ser rytterens arme, er han i ridsningen fremstillet sigtende med en armbrøst. Denne detalje synes aldrig at have været malet".

Hele hvælvkappen blev afdækket, men der fandtes ikke spor efter anden udsmykning end denne ret umotiveret anbragte rytter. Måske skulle rytteren forestille Skt. Georg (og dragen), men man kan også få den tanke, at dte bare har været en datidig "grafitti", som maleren straks har kalket over. Måske har det også moret ham, at han alene vidste, hvad kalken skjulte. I dag vides besked, men rytteren er efter affotografering stadig skjult, som han har været i omkring 500 år.

Skibets triumfvæg nr. 8
Ved undersøgelsen i 1988 blev der i skibets triumfvæg "fundet, afdækket og istandsat et stort anlagt monogram med kongekrone. Monogrammet holdes af to imponerende løver, og dekorationen er forsynet med årstallet 1706". Monogrammets C A står for dronning Charlotte Amalie, kirkens patron siden 1682. Årstallet henviser tilsyneladende ikke til nogle af hendes egne mærkedage, men kan forklares ved, at dronningen lod kirken istandsætte og udsmykke på dette tidspunkt, "idet der overalt i kirken er fundet spor af en kvaderdekoration i meget kraftige gule og røde farver". At denne dekoration er malet samtidig med monogrammet, kan fastslås med sikkerhed. Om løvernes tydeligt tegnede og stærkt strittende kløer skriver Nationalmuseet nemlig: "Kløerne på løvens bagben er malet oven på dekorationen, samtidig med at der i dennes udførelse er givet plads til sløjfen under nonogrammet. Selve dekorationen blev overkalket igen".

I korets østvæg nr. 9
På østvæggen bag krucifikset er et kalkmaleri af blomsterranker. Det er udført 1923-1925, og om udførelsen siges i 1988: "Det fremgår tydeligt, at der i udmalingen er taget hensyn til placeringen af korset, Maria og Johannes. Ud fra underliggende farvespor kunne det dog konsta-teres, at selv om dekorationen er udført i dette århundrede, er den udformet på grundlag af en ældre, sandsynligvis sengotisk udmaling".

I 1964 foreslår den daværende præst, at man kalker væggen bag alteret over, da dekorationerne ikke er de originale, men hans forslag vinder ikke genklang.

Alterprydelsen

er et korbuekrucifiks fra tiden lige efter 1500. Næstved var i middelalderen centrum for en stor kunstnerisk virksomhed med mange dygtige kunstnere. En af disse kaldes Store Fugledemesteren eller Næstvedmesteren efter et krucifiks, han havde lavet i kirken i Store Fuglede og et andet han har udført til Skt. Mortens Kirke i Næstved. Udover disse to udførte han i årene lige efter 1500 en række mindre krucifikser, og eet af disse var til Vrapelev kirke. Karakteristisk for hans stil er, at Kristusfiguren har en langagtig skikkelse med et stort hoved med et alvorligt lidende præg. Håret falder i to tovagtige proptrækkerkrøller ned på hver side af ansigtet. Lændeklædet sidder stramt med folderne på tværs. Skikkelsen hænger dybt i armene med strakte fødder.

Opfattelsen af Jesus og hans død på korset ændrer sig gennem tiden, og det afspejler sig tydeligt i krucifikserne fra de forskellige perioder.

I begyndelsen fremstilles Kristus som en konge: Han har stolt løftet hoved med kongekrone og står med begge ben solidt plantet på korset. Han er helt klart herskeren, der har magt og kræver lydighed. I 1200 tallet er det den korsfæstede frelser, der fremstilles: Jesus hænger på korset, hovedet er bøjet og beklædt med en tornekrone. Fødderne er lagt ovenpå hinanden og en nagle slået igennem. Her ses frelseren, der gennem sin egen lidelse og død har løskøbt menneskene for deres synder. Selve korset begynder at få selvstændig karakter, det er ikke blot et kors, men samtidig et livstræ, undertiden direkte pyntet med blade og efterhånden ofte prydet med afbildning af de fire evangelister, der gav Jesu ord videre og derved fortsat liv.

I de følgende århundreder bliver den realistiske fremstilling og selve den fysiske smerte, lidelsen, mere og mere betonet: Hovedet er helt sunket ned på skulderen, kroppen er mager og ribbenene står spændt ud. Naglestederne er omhyggeligt afmærket med silende bloddråber. Det er hverken en magtfuld konge eller en åndelig personlighed, der fremstilles, men et rædselsvækkende syn af et stakkels menneskes lidelser. En hel række krucifikser fra 1400 tallet er af denne type i mere eller mindre udpenslet fremstilling. Et af dem, heldigvis ikke af de mest detaljerede, hænger i Valløby Kirke.

1500 tallets kristendom er præget af inderliggørelse af det religiøse liv og fordybelse i forholdet til Jesus. Troen var, at hvis man pålagde sig selv bod og afsavn og billedlig talt fulgte i Jesu fodspor, mens han var menneske, så kunne man måske også følge ham det sidste stykke vej til Guds rige og opnå frelsen. Varpelev krucifikset er fra denne periode og viser netop de to mennesker, Maria og Johannes, der var tættest knyttet til Jesus og fulgte ham.

Krucifikset i Varpelev har oprindelig hængt i korbuen. Da man så ønskede at placere den lidt senere tilkomne prædikestol der, har man haft et problem. Sandsynligvis blev krucifikset flyttet hen på en væg i kirken. Men herom vides kun, at det sluttelig i meget miserabel tilstand endte på loftet. Her fandt Nationalmuseets folk det ved kirkens restaurering i 1923. I rapporten står: »På våbenhusloftet ligger henslængt Kristusfiguren samt den vandrette korsarm. Figuren mangler armene samt største delen af den ene fod, men er iøvrigt velbevaret... Om hovedet ligger en turbanagtig flettet tornekrone... Lændeklædet er viklet snævert og kort om hofterne; over det på venstre side er anbragt et uregelmæssigt, firkantet hul til en flagreflig«. Korsarmene endte vandret i relieffet med en løve og tyr, symbolerne for evangelisterne Markus og Lukas. Mens ørnen foroven symboliserende Johannes, og englen forneden Matthæus på daværende tidspunkt manglede.

Rapporten fortsætter: »I sakristiets niche er henstillet de to sidefigurer. Begge har brede, flade hoveder... Johannes vender det lokkede hoved en face, men løfter de alt for små arme opad til højre mod frelseren... Maria, hvis ansigt er næsten kuglerundt, griber med højre hånd om en flig af hovedklædet... Arbejdet er så ringe, at det trods ligheden næppe kan henføres til samme billed-snider som selve krucifikset«.

Sagkundskaben havde talt! Men da der samtidig ikke eksisterer mange krucifikser fra denne tid i danske kirker, forhindrede kritikken ikke, at korset blev gennemrestaureret, og de nok lidt naive, men også tilhørende og troskyldige sidefigurer kom tilbage på deres plads. Kirken fik derved et klenodie og anbragte det på alteret. Det tidligere alterbillede signeret Aug. Thomsen blev ophængt i tårnrummet, og den tilhørende, meget store træramme blev opstillet i kirken rundt om indgangsdøren.

Altersølvet
Alterkalken er af forgyldt sølv, enkel og glat med pæreformet knop og cirkelrund fod. Langs kanten af bægeret er graveret: »I Jesu Naufn er denne Kalch oc Disch gifen til Warpeløf Kircke af den som inderlig frychter Gud oc haaber paa hans Rige 1681«. På foden er mellem palmegrene graveret et HHS. Den samtidige disk har et klodset indgravet cirkelkors.

Alterstagerne
er formodentlig fra tiden omkring 1550, selv om deres form er ældre. Skaftet har tre svære cylinderringe. Fødderne er afsavede. Om stagerne ved man, at man tilbyttede sig dem i 1723-33 fra Strø kirke nord for Slangerup, og i den forbindelse oplystes det, at de vejede 10 kg.

Døbefonten

Døbefonten fra 1100-1200-tallet af granit tilhører en gruppe på 80 fonte, der ikke er udsmykkede, og som under ét kaldes Roskildetypen, og som fonten i Strøby er en variant af. Grundet den store udbredelse har der formodentlig været lokale værksteder, men gruppens hovedværksted må have ligget i selve stiftstaden.

Foroven er kummen altid afsluttet af en kraftig tovsnoet rundstav, der som oftest sidder et par cm under randen, men undertiden, som i Varpelev, går op til randen. Overgangen mellem kumme og fod er mildnet med en kraftig vulst, der kan være hugget i et med foden eller, som i Varpelevs tilfælde, med kummen. Foden på denne type fonte er en keglestub, i Varpelevs er foden af murværk og måske ikke den oprindelige.

Naturligvis er der små variationer inden for Roskildegruppen, både i udseende og kvalitet, men f.eks. fonten i Greve og Varpelev minder meget om hinanden. Sammenfaldende om de 80 fonte siges, at vel er de i kvalitet forskellige, men når de er bedst (og hertil regnes fonten i Greve), er det lykkedes: "...at skabe ikke blot et reelt, undertiden fortrinligt udført stykke håndværk, men tillige en smuk og værdig fontetype med gode forhold mellem de enkelte led, kumme, vulst og fod, og med en fast og sluttet holdning, som netop fremhæves af deres fuldstændige mangel på dekorativ udsmykning". Dåbsfadet er sydtysk "Nürnbergarbejde" af messing, drevet over form. I bunden Marias bebudelse og derom hunde og hjorte. På randen det samme jagtmotiv. Fabriksstempel RS.

Gravstenen

på korets nordvæg har gennem tiderne givet anledning til både sagndannelse og mange spekulationer.

Hensigten med gravstenene på kirkegårdene og i kirkerne var først og fremmest at meddele med navns nævnelse, at herunder hvilede en kristen. Først fra begyndelsen af 1300 tallet begyndte man at datere gravstenene og forsyne dem med mandens adelsvåben, mens kvinderne må vente endnu godt 100 år, før deres våben også kommer med.

Stenen i Varpelev er fra tiden omkring 1300, men desværre er den hverken dateret eller har adelsvåben. En rand-skrift fortæller på ikke helt fejlfrit latin: »I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Her hviler hr. Herlug, her hviler hr. Niels fordum kammermester og hans hustru Cecilie« på det lodrette midterbånd fortsættes: »Hr. Peder, hans søn, Fru Kathelug«. Familiegravstedet rummer altså en far, Herlug og hans to sønner med ægtefæller: Niels og Peder Herlugsen. Disse mænd er riddere, (Hr. angiver, at man er slået til ridder), er af Raneslægten og har været ejer af kirken. Sandsynligvis har een eller flere af dem direkte været bygherre på dele af kirken. Udover familieforholdet personerne imellem oplyses, at Niels har været kongens kammermester, hvilket er skatmester. Stenen afbilder en mand og en kvinde, der løfter hænderne i bøn. Formodentlig et ægtepar, hvor hendes hovedlin, enkesløret, i så fald angiver, at hun overlever ham. Måske er det de på midterbåndet omtalte hr. Peder og fru Kathelug. Men det kan lige såvel være det andet par med den tilsyneladende mest fornemme, hr. Niels. Om Cecilie vides at hun overlevede sin mand.

Stenen er den eneste bevarede af tre gravsten over de samme personer. I en optegnelse fra 1776 og gentaget i 1798 omtales også to andre ligsten i koret. »Den ene med denne Inskription: Domi-nus Nicolaus qvondam Camerarius og Domina Cæcilia uxor ejus in nomine P. et F. et Spir. Sancti Amen. Den anden med denne Paaskrift: Hic jacet D. Herlo-fus. Hic jacet D. Petrus filius fuus Domina ...« Oversat ved: »Hr. Niels engang/ forhenværende kammermester og fru Cecilie, hans hustru, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen«. Den anden således: »Her hviler (egt. kastet hen) Hr. Herlug. Her hviler Hr. Peter hans søn Fru ...«. Disse to sten er forsvundet.

Den tiloversblevne, der nu sidder i nordvæggen, lå i korets midtergang delvis skjult af stolerækkerne. Stenen gav anledning til en historie om, at herunder hvilede en jomfru, der havde opført kirken. I 1758 blev stenen frilagt, så begge figurer kom til syne. Det er formodentlig baggrunden for, at præsten samme år nu indberetter, at kirken formodes bygget af to rige jomfruer. Han skriver: »Paa Kirkegulvet oppe ved Koret ligger en Liigsten, hvor paa staar ud-huggen 2. de Fruen-timer i fuld Corpus. Det ene Fruen-timer staar efteranseelse i Jomfrue Dragt, med en Krans om Hovedet, men det andet haver et langt Enkeslør. Bønderne siger, at under den Sten ligger de 2.de, som har bygget Kirken og boet i den ved Kirken næstliggende Gaard«. Præsten slutter sin indberetning med at omtale indskriften, hvis bogstaver han formoder er runiske og følgelig ham ubekendte, men dog røber kirkens ælde. Det kan så undre, at præsten ikke kan genkende nogle af de latinske ord, som dog må være ham bekendte. Endnu engang viser et sagn at have en kerne af sandhed blandet med en mængde opspind. Som oftest er det svært at vide, hvad man skal fæste lid til. I dette tilfælde viser Køge Museums udgravninger, at bygherrerne vitterlig har boet i den nærliggende gård. Man har derimod fejlagtigt tolket mandsdragten som en kvindedragt, deraf de tvende jomfruer. Nationalmuseets mand skriver i 1916 om gravstenen, med næsten forargelse forekommer det: »Bogstaver og konturer er optrukne — og ikke altid lige heldigt supplerede — med sort farve. Man har ikke blot malet de manglende dele af mandens ansigt, men også villet pynte ham med hovedlin!«

Degnestolen

Degnestolen af eg er meget enkel, sandsynligvis fra 1500 tallet, med nogle påsømmede, lidt ubehjælpsomt skårne borter som pynt.

Degnebegrebet som sådan stammer fra den katolske tid og føres videre i kirken efter reformationen i 1536. I Christian d. Femtes danske lov i 1683 anføres det, at der skulle ansættes fast degn i hvert pastorat, og det indskærpes, at han skal være student. Ifølge et kongebrev i 1736 skulle skoleholdere, der havde tjent ved de kongelige skoler foretrækkes. Efterhånden bestred lærerne en del degneembeder, og den tanke vandt frem, at de specielle degnekald kunne afskaffes. I 1790erne begyndte man derfor at nedlægge degne-embederne. Deres forretninger overgik så til skoleholderne i kirkebyerne. Den lærer, der blev beskikket som kirkesanger, blev lønnet specielt herfor. I Strøby og Varpelev sogne blev Laurids Rebech degn som 44årig i 1777. 20 år senere, da han er syg og gammel, antager han i 1797 student Otto Lang som medhjælp. Men allerede året efter dør degnen. Dernæst besluttes at nedlægge degneembedet med virkning fra 1799. Otto Lang benævnes fremover og til sin død i 1814 både skoleholder og kirkesanger.

Siden nedlæggelsen af degneembedet har stolen været kirkesangerens, selvom den bevarede sit oprindelige navn i folkemunde, og sin plads i kirken i knapt 200 år.

Over degnestolen hænger en sølvkrans, som forhenværende og nuværende elever skænkede lærer Frelle Frellesen Skov i 1922 som tak for et langt livs virke. I 1944 skænkede enken den til kirken, og den fik sin nuværende plads.

Prædikestolen

Prædikestolen er et tarveligt arbejde affyr fra tiden efter 1860. Korbuen mellem skib og kor er forhugget i buens sydvest kant af hensyn til en tidligere anbringelse af prædikestolen i koret lige øst for triumfvæggen. Den nuværende placering fik den i 1988, hvor den blev restaureret og flyttet ca. en halv meter ned i kirken dvs. mod vest. Samtidig blev lydhimlen, der lå på loftet, igen sat op.

Stolene

Stolene og deres gavle anslås i 1916 af Nationalmuseet at svare i tid og udførelse til prædikestolen. Ved restaureringen anskaffes nye, de omtales som værende fra 1923 og »i gotiske former af sjællandsk karakter«. Med denne vage formulering tænkes måske på nogle af stolegavlenes »pinde«, der minder lidt om de gotiske foldeværksmønstre, der f .eks. kan ses på indgangsdøren i LI. Heddinge Kirke. Hvad udsmykningen iøvrigt skal forestille eller symbolisere er uklart. En enkelt stol har i gavlfeltet Raneslægtens våben.

Af synsprotokollens regnskab for 1924 ses, at en maler Brun og en kunstmaler Erik Petersen hver har ydet arbejde til kirken for knapt 1000 kr. og en billedskærer J.P. Larsen for knapt det halve.

Orgelet

Orgelet er bygget i 1980 af Gunnar Fabricius Husted til Varpelev Kirke og er placeret ud for og vinkelret på den tilmurede våbenhusdør. Det nye orgel afløste et tidligere orgel, indkøbt brugt i Århus for 700 kr i 1907. Pengene til dette var fremskaffet ved et bidrag på 200 kr. fra kirkens patron, godsejer Scavenius, mens resten blev givet fra Jens Nielsens dødsbo. Enken, Ane Hansen, der sørgede for dette, var af den søskendeflok på 1 søn og 9 døtre, der kom fra Ågården. Da orgelet efter godt 75 års virke behøvede en reparation, blev den anslået til godt 60.000 kr. Man valgte da at købe et nyt orgel, selvom prisen var 3 gange så stor.

Der er en udførlig beskrivelse af kirkens orgel i perioden 1854-1980 på www.orgelsamling.dk, se Varpelevorglet. Sct. Andreas kirke i København har en samling af orgler, der kan beses ved henvendelse til mailadressen nævnt på siden. Og en dag vil Varpelev kirkes gamle orgel altså være en del af denne samling, der ikke blot står til beskuelse, der bliver også afholdt koncerter i kirken.

En mindetavle

En mindetavle på skibets nordvæg har følgende ordlyd: »Mindetavle over Gaardejer Poul Larsen afVarpelev Underkorporal ved 7. Infanteri Regiment 1. Compagni Nr. 17. Født den 29. januar 1837. Saaret i Kampen for Fædrelandet ved Dybbøl den 17. Marts 1864. Død den 24. Marts s. aar. Begravet paa Augustenborg Kirkegaard. Ære, Hæder og Fred skal vorde hver den som gjorde det Gode. (Rom.2. 10). Dette Minde sattes af ovennævntes Søn, Gaardbe-styrer Poul Larsen af Varpelev den 17. Marts 1898«.

Nærmere undersøgelser i kirkebogen giver i glimt oplysninger om de levevilkår, som almindelige mennesker levede under dengang, og som de f.eks. blev givet den faldnes kone: Karen Olsdatter.

I 1845 mistede gårdmand Peder Hansen på Krogbæk i Varpelev sin lidt ældre hustru. Han står nu tilbage med tre børn i alderen 12, 8 og 6 år. Få måneder efter gifter han sig i en alder af 36 år med den halvt så gamle Karen Olsdatter fra Strøby. Hun skal nu ikke alene være hustru og kone på gården, men stedmoder til tre børn, hvor den ældste er 6 år yngre end hende. 2 år senere dør den yngste, datteren Ane, i en alder af 9 år af brystsyge. I efteråret samme år får Karen selv en søn, Rasmus, men som 2 årig dør også han af brystsyge. Ægteparret får ikke flere børn, og i 1861 dør Peder Hansen. Karen Olsdatter sidder efter 16 års ægteskab som 34 årig enke på gården.

Nu er det hendes tur til at finde sig en ung ægtefælle og et halvt år efter, i juni 1863 gifter hun sig med den 10 år yngre gårdmandssøn Poul Larsen fra Renge. Han bliver indkaldt og falder, som mindetavlen fortæller, ved Dybbøl. 14 dage senere føder Karen deres søn, og hun sidder nu efter knapt et års ægteskab for anden gang enke og nu med en lille nyfødt, samt en gård der skal passes, hvis hun vil redde udkommet.

Hvad det har kostet af arbejde og slid vides ikke, men hun klarer sig. Hun får en tredje ægtemand og et ægteskab i 51 år: Poul Larsens lillebror, Hans, er også med i krigen, men han er heldigere og slipper levende hjem. I 1865 gifter Karen sig med denne, væsentligt yngre, svoger, der senere bliver sognefoged i Varpelev, og som grundet en navnebror omtales som »unge Hans Larsen ved Bækken«.

Ægteparret får ingen børn og hendes søn fra andet ægteskab, der har fået sin fars navn, Poul Larsen, har altså fra han var 1 år haft sin farbror som stedfar. Men åbenbart har han holdt faderens minde så meget i hævd, at han har ønsket at opsætte mindetavlen 34 år efter, faderen er faldet. Gårdens drift bliver formodentlig efterhånden overtaget mere og mere af sønnen, der på tavlen benævner sig selv gårdbestyrer, men først i 1910 får han skøde på gården. Allerede to år efter dør han, overlevet ikke alene af kone og børn, men også af både sin mor og stedfar, der dør henholdsvis i 1918 og 23.

På kirkegården kan stadig ses Poul Larsen og Hans Larsens familiegravsted. De ligger ved siden af hinanden, som de fulgtes ad gennem livet i Varpelev.

Lysekronerne

Kirken har 4 lysekroner med, hvilket er lidt usædvanligt, samme mønster blot med henholdsvis 6 og 8 arme. Lysekronerne er imidlertid kommet til i tre omgange: Nr. 2 regnet fra alteret er den ældste og beskrives af Nationalmuseet således: »Lysekrone lille, seksarmet med topfigur (flakt ørn), ret svær, profileret midtstang, seks prydarme, kugle og klaseknop. På kuglen er graveret et skjold med bomærke, G Cs, A H D og 1657«.

I 1925 fik kirken indlagt elektricitet. Hans Nielsens enke, Maren Hansen, der også var en datter fra Ågården fulgte sin søsters tidlige eksempel og gav nu ikke et orgel, men en seksarmet lysekrone. Ved en indsamling blandt menighedens kvinder indkom 300 kr., det rakte til en tredje lysekrone med 8 arme. Det var muligt at købe de to nye kroner mage til den oprindelige. Givernes navne blev indgraveret, og kan stadig læses på de to nederste, vestligste lysekroner. Samtidig med ophængningen af de to nye lysekroner blev den gamle lysekrone monteret til elektrisk lys. I 1978 blev kirken fra en privat tilbudt for 2500 kr. at købe en ottearmet mage til de andre. Den blev købt som kirkens fjerde lysekrone og hænger nærmest alteret.

Kirkens klokker

Med en klokke støbt i 1613 har Varpelev Kirke den ældste klokke blandt de 8 kirker der ligger i Vallø Kommune. Den har en diameter på 83 cm. På klokkelegemet er en frise med blomster og en indskrift på latin: "Si Deus pro nobis qvis contra nos Borchardt Gelgeisser me fecit anno 1613", der kan oversættes ved: "Hvis Gud er for os, hvem er så imod os. Borchardt Gelgeisser støbte mig 1613". Klokkestøberen, hvis fulde navn var Borchard Jensen Queillichmeyer, var kgl. stykkestøber i København 1588-1613. I 1594 støbte han n klokke til St. Tårnby, den blev senere omstøbt. Også Strøby Kirke fik en klokke fra hans værksted i 1594, men den er også væk, og kun Varpelevs klokke er altså tilbage.

Den mindre klokke med en diameter på 67 cm har Christian den Sjettes kronede spejlmonogram omgivet af laurbærgrene på klokkelegemet. Mellem op- og nedadvendte akantusbladrækker står: "Soli Deo gloria me fecit Johan Bartold Holtzmann Hafniae Anno 1742", dvs. "Johan Bartold Holtzmann støbte mig København år 1742. Gud alene æren". Også denne klokkestøber var kgl. stykkestøber. Han arbejdede i årene 1727-1757. Himlingøje og Strøby Kirke havde tidligere fået klokker fra dette værksted. Nu var det så Varpelevs tur, og senere fik også Enderslev Kirke klokker fra ham. I godt 200 år har Varpelevs to klokker sammen lydt over Varpelev sogn, dog efter 1975 med automatisk ringning.

Kirkegården

1945 laves ny indgang i kirkegårdens vestmur lige ud for tårnindgangen, samtidig mures indgangen i nordmuren til. 11960 vedtages at lave en urnebegravelse, og i 1969 opsættes en sten med indskriften: »Fællesgrav« på nordsiden af kirken. Kirkegården er senest omlagt efter en fornyelsesplan i 1992, hvorefter bl.a. anlægget til fællesgraven blev renoveret i 1994.

Samme år blev gravstederne besigtiget af den udpegede gravstedssagkyndige med henblik på at finde bevaringsværdige gravsten. De følgende citater er hans bemærkninger på registreringsskema. Der blev peget på gravsten fra gravene nr. 3, 11 og 16, der alle ligger syd for kirken.

Grav nr. 16
ligger ud for koret: Fhv. skovrider paa Høvdingegaard R. Hansens Familiegravsted. Skovrideren arbejdede på Høvdingegård, et gods i Kallehave. Som pensionist købte han gården Eskemose i Varpelev. Gravstenen er »af grå granit, rejst i 1950. Den er en tilrettet bautasten med relief af ringkors i tovbordsring. Det er et egnstypisk mindesmærke med lokalhist. navn«.

Grav nr. 11
Niels Peder Pedersen *16.4.1863 U9.5. 1941 Ane Kirstine Pedersen f. Nielsen *16.2.1866 t2.7.1938 Hvil i fred. Stenen er af hvid marmor og opsat 1938. Den er lidt speciel i sin form, er »en sent anvendt type« og har en »særlig udsmykning med palmeblad, saddel og profillister«. Ægteparret ejede Bæk-kemose og oprettede et stadig eksisterende legat på 25.000 kr. til unge landmænds uddannelse, der nu uddeles til »unge under uddannelse«.

Grav nr. 3
ligger syd for tårnet. Gravstenen er »en gråsort granitsten, en bauta på sokkel, tilhugget med ovalpoleret skriftflade og med et latinsk kors i relief«. På stenen står: Gaardejer Ole Christensens Gravsted 1918. Bag den korte indskrift og mandsnavnet gemmer sig beskedent hans 14 år yngre hustru, Anne Sofie Hansen og et stadig eksisterende legat. Fæstet på gravstedet udløb i 1962, men menighedsrådet vedtog på daværende tidspunkt at forny fæstet og holde det på kirkens regning. Om legatet følgende:

Ole Christensens mindelegat
Ægteparret ejede Bøgelund. To år efter mandens død opsætter enken et testamente af 28. juli 1920, hvor hun opretter Ole Christensens mindelegat på 25.000 kr. Legatet skal bestyres af menighedsrådet for Varpelev sogn. Efter Anne Sofies død skal hendes mor og ugifte søster have den fulde renteydelse af legatkapitalen. Efter begges død uddeles renterne af legatkapitalen i sådanne portioner, som menighedsrådet finder passende til værdigt 1. trængende syge eller 2. gamle samt 3. enligt stillede kvinder i Varpelev sogn.

Anne Sofie døde i 1934, og i 1954 blev legatet uddelt for første gang Siden har legatet været uddelt hvert år. Da Brugsen i Varpelev blev nedlagt i 1992, modtog både dette legat og Niels Pedersens legat hver 50.000 kr. herfra. 11996 modtog 14 personer en pengesum fra det legat, der vel egentlig burde omtales som: »Ole og Anne Sofie Christensens mindelegat«.