Mordet i Varpelev
Henrettelsen på Lammehøj
Fortalt af Erik Dahl, Karise til Jytte Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv, Haarlev
Dette er en beretning om en ung bondesøn fra Varpelev, der i sommeren 1849 blev henrettet på den såkaldte Lammehøj, der lå lidt vest for byen ned mod Varpelev enge. Han havde dræbt sin kæreste i jalousi over, at hun havde gjort det forbi med ham. Den unge pige var datter af en fattig insidder fra nabobyen Taastrup. Hun kunne godt se det umulige i, at hun, en fattig tjenestepige, skulle kunne få den velhavende bondesøn fra gården Bøgelund, og hun vidste, at hans forældre var meget imod denne forbindelse, så hun hævede deres forlovelse og fattede kærlighed til sin medtjener, en ung køn karl fra nabobyen Hellested.
Lammehøj, hvor henrettelsen foregik, var ingen oldtidshøj, men velsagtens et levn fra istiden. Den bestod af grus, sand og sten og var bymændenes fælleseje, og der kunne de hente de materialer, de havde brug for. Men i slutningen af 1870 blev hele højen brugt til en dæmning over engen mellem Varpelev og Ammerup, da Østbanen blev anlagt. I dag er Lammehøj kun et stort kratbevokset hul.
 Lammehøj. Det passer nu ikke helt, at Lammehøj i dag bare er et hul. Der er gjort flere tiltag for at renovere højen, og man kan sagtens forestille sig, hvad der foregik i 1853. Foto: Unna Gyldenlind |
Men nu tilbage til den egentlige historie. Der skulle være høstgilde ude på den gård, der i dag hedder Krogbækgård. Det var denne gårds tur til at holde dette års høstgilde. Alle medbragte selv deres mad; men det var en gammel regel, at manden og konen på den gård, hvor gildet blev holdt, skulle sørge for al drikkelse i form af gammeltøl og godt med brændevin.
Aftenen i forvejen var alle byens karle og piger ude på gården for at hjælpe til med at feje spindelvæv ned og pynte loen med blomster og løv, for her skulle spisningen og dansen foregå. De glædede sig alle til næste dag, for de havde fået lovning på to af egnens bedste spillemænd, den legendariske Mads Væver fra Lille Taarnby og den ligeså berømte Søren Hjulmand fra Hellested; - når de to havde fået lidt god mad, godt med gammeltøl og en del passende dramme, så skulle det være noget af et tvært asen, der ikke hengav sig til dansens glæder, når de to stemte i med deres fiol og klarinet. Der var mangen en bovn bondekone, der havde svært ved at holde sine ben i ave, når der blev spillet en polka eller en rask galop, og så skelede de med sure miner over til bordet, hvor deres mænd sad og tyllede kaffe-punche i sig og tærskede i kortene i en rask skervindsel.
Dansen gik med liv og lyst; der var ingen der tænkte på, at denne
aften senere skulle ende i en stor tragedie.
Den unge bondesøn bebrejdede nu sin kæreste, at hun dansede lidt meget vel med sin medtjener, men her lod pigen ham forstå, at hun havde fået kærlighed til ham, og bad ham om at lade hende være i fred. Herover blev den unge mand aldeles rasende og fremsatte svære trusler over for pigen, hvorefter han forlod gildet.
Et par aftener efter gildet var den unge pige gået hjem til sine forældre i Taastrup, og her fortalte hun sin mor og far, hvad der var hændt hende ved høstgildet. Hun var nu bange for, at karlen ville gøre alvor af sine trusler, hvorpå hun bad sin far om at følge hende hjem til gården.
Efter at hendes far havde forladt hende, skulle hun gennem en lille smøge mellem to længer, og der stod hendes tidligere kæreste og passede hende op. Han bad hende om at genoptage forbindelsen med ham igen, hvad den unge pige nægtede. Herover blev han så rasende, at han kvalte pigen og bar hende ud på marken og kastede liget ud i gårdens mergelgrav.
Tidligt næste morgen kunne hendes madmoder ikke forstå, at pigen ikke var stået op og begyndt på sin morgensyssel, så hun gik ind på pigens kammer og så til sin forfærdelse, at pigen ikke var der, og at hendes seng stod urørt.
Der blev stor opstandelse på gården denne morgen, og der blev ledt ovralt, men uden resultat. Da rygtet om pigens forsvinden nåede til naboerne, kom de løbende og deltog i eftersøgningen, og tilfældet ville, at det blev hendes kæreste, der fandt hende i mergelgravens vand.
Der blev omgående sedt bud efter herredsfuldmægtigen og distriktslægen, som hurtigt kom til stede sammen med to betjente. Lægen kunne her konstatere, at pigen var kvalt, så det var et mord, de havde med at gøre.
Pigens kæreste blev nu taget i strengt forhør, hvor han bedyrede sin uskyld. Han havde været hjemme hos sine forældre i Hellested for at hente sit rene vasketøj, og hjemkommen til gården opdagede han, at en so var ved at fare, så han var blevet i stalden hele natten, hvad hans husbond kunne bekræfte. Karlen fortalte også, hvad der var sket ved høstgildet, og om de trusler, pigens tidligere kæreste havde fremsat over for hende.
Da øvrigheden hørte dette, kørte de straks ned på gården, hvor den unge mand var fra. De traf ham inde på loen i lag med at rense korn, og da han så, hvem der kom, gik han dem roligt i møde og fortalte dem, at det var ham, der havde dræbt pigen.
Han blev nu ført til Store-Heddinge arrest og indsat der, og måtte igennem mange og lange forhør. Han skjulte intet for dem og erkendte sin skyld og var rede til at tage sin straf for den store brøde, han havde begået.
Han blev dømt til døden, og henrettelsen skulle finde sted i hans fødesogn, Varpelev, og her blev Lammehøj udpeget til at være stedet, hvor hans dom skulle fuldbyrdes.
Dagen før henrettelsen kom skarpretteren, der hed Sejstrup, og som boede i Roskilde, til byen, og lod sig indkvartere på den gård, hvor min oldemor, Karen Marie Madsdatter, tjente.
Skarpretteren var noget af en aristokratisk herre. Han følte sig bedre end en almindelig bonde. Han kunne godt lide at prale med, at han var kongelig embedsmand, og krævede at blive behandlet derefter. Min oldemor har fortalt, at om aftenen kom det til et sammenstød mellem hendes husbond og skarpretteren. - Sagen var den, at han havde stillet alle sine remedier ude i gårdens bryggers ved siden af pigernes kammerdør, så min oldemor og gårdens bettepige ikke turde gå i seng, når disse makabre ting stod uden for deres dør, så i deres nød beklagede de sig til deres husbond, som lovede dem, at det skulle han nok klare. Nu var denne bondemand en rolig og besindig mand; men han var kendt viden om for sine kæmpekræfter. Han bad nu på en stilfærdig måde skarpretteren om at fjerne sine ting, hvad denne nægtede og gjorde bonden opmærksom på, at der var ingen, der skulle give ham ordre. Herover blev bonden gram i hu og for til og huggede sine kæmpenæver i skuldrene på skarpretteren, løftede ham et par gange op fra gulvet og gjorde ham opmærksom på, at dér på gården var der kun en vilje, der gjaldt, og det var hans, og dersom han ikke hurtigst muligt fjernede sine sager, så ville han og alle hans remedier blive kastet ud i gården, og så kunne han dele natteleje sammen med sin medhjælper ude i en tom kobås.
Efter at have stiftet bekendtskab med disse kæmpekræfter, og med udsigten til at skulle overnatte i en tom kobås, som ikke var lysteligt at tænke på, fjernede han sine ting og sager, indædt rasende over den tort, han havde lidt; men nu kunne de to stakkels piger trygt gå i seng og få deres søvn og hvile.
Da dagen kom, hvor henrettelsen skulle foregå, var der en mægtig færdsel gennem Varpelev Bygade og vejen ned mod Lammehøj. Det tegnede til at blive en stegende hed sommerdag. Fra Store-Heddinge kom en vogn med den dømte. Forrest sad herredsfuldmægtigen, og på bagsædet sad den unge mand mellem to betjente. Efter denne vogn kom, - hvor mærkeligt det end lyder, - to vogne fulde af skolebørn fra Højerup, der skulle overvære henrettelsen. Mon det var et led i deres opdragelse? - Hvem ved?
Da vogntoget nåede Varpelev Kirke, bad den unge mand dem om at holde
et øjeblik, hvad der blev ham tilstået. Han rejste sig op fra sædet og
kikkede over kirkegårdsmuren for at se, hvor han om kort tid skulle
ligge. Derefter fortsatte vogntoget ned mod Enghavevejen mod Lammehøj.
Her blev den dømte modtaget af præsten for Strøby og Varpelev
menigheder, pastor Ness,
som fulgte ham op på højen. Der stod de et
øjeblik og talte sammen, hvorefter de knælede ned ved blokken og bad en
herrens bøn sammen. Efter denne bøn overlod præsten den unge mand til
skarpretteren, som bandt hans hænder på ryggen og fulgte ham hen til
blokken.
Min oldefar, Peder Jørgensen, der tjente på nabogården til den gård, hvor oldemor tjente, var tilsagt til, sammen med byens øvrige karle, at stå vagt omkring højen, bevæbnet med høtyve, grebe og store træknipler, og han har fortalt, at da skarpretteren tog sin økse for at fuldføre sin gerning, vendte han og de andre karle sig om med ryggen til retterstedet. De ville ikke se deres ungdomsven lide døden på den måde. Da skarpretteren havde gjort sin pligt, blev den unge mand lagt i en simpel fyrretræskiste og blev kørt op på kirkegården og lagt i en grav lige op ad den nordre kirkemur.
Det fortælles, at den unge mands forældre og hans eneste søster var denne morgenstund kravlet op på gårdens rygning, hvorfra de kunne se henover byens marker mod Lammehøj for på den måde at tage afsked med en søn og broder. Da det var blevet aften, og mørket havde sænket sig, kom hans forældre og søster gående op på kirkegården med en buket blomster og lagde den på deres søns grav.
Stundom ved nattetide høres en vogn komme kørende op ad Varpelev Bygade; man hører tydeligt hestenes tråd og hjulenes knasen i vejens grus og sten. Der gøres et lille holdt ved kirkegårdsmuren, hvorefter lyden fortoner sig ned ad vejen mod Lammehøj. - Der er mange, der har hørt denne vogns natlige kørsel, og der er enkelte, der har set køretøjet, og de har påstået, at der er noget sært ved denne vogn, thi når køretøjet skrider forbi, kan man se lige igennem det. Gamle folk mente, at der er den henrettede, der her kører sin sidste tur.